Det er svært at være innovativ, hvis det altid skal være det billigste

Hvis den bæredygtige omstilling i byggeriet skal lykkes, kræver det mere end ambitioner. Det kræver samarbejde, tydelige prioriteringer – og vilje til at holde fast, også når det bliver komplekst.

På konferencen Den nye byggeproces den 17. & 18. juni deltager Anders Svendborg Andersen, fagleder for bæredygtighed i Wissenberg, i panelsamtalen Bygherren som drivkraft i den nye bæredygtige byggeproces. Med mere end 20 års erfaring fra hele værdikæden arbejder han med bæredygtighed, transformation og komplekse byggeprocesser – og med de dilemmaer, der opstår, når ambitioner om klima og genbrug skal omsættes til konkrete beslutninger i projekterne.

Her kan du læse et spændende interview med Anders Svendborg Andersen inden det går løs på konferencen.

Vil du starte med at præsentere dig selv? Hvad er din baggrund, og hvordan arbejder du med byggeprocesser som rådgiver – hvor oplever du selv, at det bliver svært?

Jeg er oprindeligt uddannet tømrer og har arbejdet i byggeriet i mere end 20 år i forskellige roller på tværs af branchen. I dag arbejder jeg som bygherrerådgiver og fagleder for bæredygtighed i Wissenberg, hvor jeg blandt andet arbejder med bæredygtighedsledelse, certificeringer og rådgivning i både transformations- og nybyggeriprojekter.

Jeg arbejder med materialevalg, energioptimering, LCA-krav, dokumentation og udbud, og arbejder dagligt med at navigere gennem komplekse tekniske, økonomiske og organisatoriske præmisser. De projekter, jeg har været en del af, spænder fra almene helhedsplaner og
kommunale institutioner til større campus- og byudviklingsprojekter.

Som rådgiver har jeg ofte de indledende drøftelser med både bygherre, fagrådgivere og entreprenører. Entreprenørerne har meget forskellige indgange til mere bæredygtige løsninger. Der er stor forskel på, om de befinder sig i en benhård priskonkurrence, eller om der er mulighed for at “gøre noget anderledes” uden, at det påvirker dem økonomisk. Fagrådgiverne er heller ikke altid med på “nye idéer”, fordi de kan være usikre på, om løsningerne virker i praksis, og samtidig føler et stort ansvar for de faglige løsninger. Hos bygherrerne er der nogen der kun går op i økonomi og nogen der godt vil være med til at løse klimaudfordringerne. Det er stadig svært at være innovativ, hvis det altid skal være det billigste.

En generel udfordring er at udfordringerne er store i de tidlige faser i forhold til før i tiden; I en traditionel proces med et byggeri bliver du klogere og mere præcis når du kommer længere med projekteringen. I den nye proces (hvor man går efter genbrug og genanvendelse af materialer) starter man med at skulle have styr på gamle materialer med det samme, og det skal afklares ”i bund” før man kan komme videre med den første projektering.

Hvor i processen har du som rådgiver størst mulighed for at påvirke processen mod et mere bæredygtigt byggeprojekt?

Jeg oplever at der er størst mulighed i sager hvor bygherren insisterer på bæredygtighed, som et rammevilkår. Derudover så kræver det også en projekteringsleder der holder fast i bæredygtighed som et seriøst emne der netop ikke kan vælges fra, således at bygherres ”bæredygtighedramme” ikke fraviges.

Hvis du skal drømme lidt: Hvordan ser samarbejdet mellem bygherre og rådgiver ud om 10 år?

Så er alle enige om at miljø, klima, CO2 og biodiversitet er vigtigere end profit – dog tror jeg desværre vi skal længere ud end 10 år før det bliver sådanne.

Hvad taler du om i samtalen om bygherren som drivkraft – og hvad håber du, deltagerne får ud af samtalen?

At der er flere muligheder end man lige forestiller sig

At der allerede ER gjort dårlige erfaringer – nu er det tid til at få de gode erfaringer.

At enten er man på B-holdet eller også er man på A-holdet.

At det er vigtigt at lægge niveauet og holde det!

At der skal dedikeres ressourcer til at arbejde med bæredygtighed.

Hvad er din vigtigste pointe i forhold til samspillet mellem bygherre og rådgiver og hvordan ser du bygherrens rolle i den bæredygtige byggeproces?

Problemet med klimakrisen er at den er langsom – og SÅ langsomme er mennesker ikke, tværtimod er vi kort-synede! Uden den rette forretningsmodel / økonomiske gevinst er der ikke noget projekt, men husk at uden Jorden (og det er det vi er på vej imod) er der hverken projekt eller overskud eller mennesker!

Vil du høre mere om bygherrens rolle i den bæredygtige byggeproces?

Vær med på Den nye byggeproces den 17. & 18. juni, hvor Anders Svendborg Andersen deltager i panelsamtalen Bygherren som drivkraft i den nye bæredygtige byggeproces sammen med bygherrer, entreprenører og rådgivere fra hele branchen.

Samtalen stiller skarpt på ansvar, timing og samarbejde i byggeriets grønne omstilling – og på hvordan vi skaber byggeprocesser, hvor bæredygtighed bliver en reel prioritet hele vejen fra de første beslutninger til det færdige byggeri. Læs mere om konferencen og tilmeld dig i dag!

Flere artikler
Der skal sættes ind på mange fronter for at bevaring og transformation bliver prioriteret