To af arkitekturens tungeste stemmer, Jan Gehl og Tom Nielsen, mødes i en nødvendig samtale om fremtidens by.
Hvordan skaber vi levende byer i en tid, hvor klimakrise, ressourceknaphed og sociale udfordringer presser vores måde at bygge og bo på? Og er den klassiske forestilling om “byen for mennesker” stadig tilstrækkelig? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver sat til debat, når Jan Gehl og Tom Nielsen mødes i en sjælden dialog på Building Greens førende event i Vestdanmark, BG:VEST, den 22. og 23. april i Aarhus.
Samtalen tager udgangspunkt i to forskellige måder at forstå byen på: Gehl med sit mangeårige fokus på menneskelig trivsel og byliv, og Nielsen med sit nyere begreb om “jordiske byer”, hvor klodens begrænsede ressourcer er det centrale udgangspunkt.
En grundlæggende diskussion af byens formål
Ifølge Tom Nielsen er det ikke længere nok at optimere den bymodel, vi allerede kender:
– Spørgsmålet er, om den forestilling om den gode eller bæredygtige by, vi har haft indtil nu, er tilstrækkelig – eller om det er noget nyt, vi har brug for. Mit bud er, at det er noget nyt, siger han.
Hans perspektiv tager afsæt i erkendelsen af, at jorden er et endeligt system, og at byudvikling derfor må gentænkes fundamentalt – ikke kun for mennesker, men for hele det økosystem, vi er en del af.
Jan Gehl repræsenterer et andet, men ikke nødvendigvis modstridende, udgangspunkt. Gennem seks årtier har han arbejdet med at forstå, hvordan byer kan understøtte menneskelige relationer og livskvalitet:
– Jeg har arbejdet med de menneskelige forudsætninger: hvordan vi som mennesker er udviklet til at være sammen. Andre mennesker er næsten det mest spændende i vores liv. Det kan vi indbygge i byerne som en mulighed, siger han.

Ingen simple svar – men en nødvendig samtale
Selvom de to perspektiver tager afsæt i forskellige problemstillinger, ser ingen af dem dialogen som et enten-eller.
– Det er ikke en modsætning. De byer, Jan taler om, skal blive ved med at være der. De skal styrkes, ikke rives ned, understreger Tom Nielsen.
Omvendt anerkender Jan Gehl, at hans tilgang kan udfordres af de nye dagsordener:
– Tom har fat i nogle af de nyeste tanker om økologi og ressourceforbrug og bæredygtighed, som jeg ikke har arbejdet så meget med. Det bliver spændende at se, hvor vi er på vej hen – hver for sig og sammen, siger han.
Begge peger på, at samtalen netop er vigtig, fordi den endnu ikke har et klart svar.
– Det er den første grundige samtale om de to forskningsfelter, vi har hver for sig. Vi er i gang med en dialog, og det bliver spændende, siger Jan Gehl.
Byen skal gentænkes – men for hvem?
Et centralt spændingsfelt i samtalen er spørgsmålet om, hvem byen egentlig er til og hvordan vi prioriterer mellem menneskelige behov og planetære grænser.
Hvor Gehl advarer mod spredte bystrukturer, der kan føre til ensomhed og manglende fællesskab, åbner Nielsen for, at netop spredning kan være nødvendig set fra et ressource- og økosystemperspektiv.
– Vi bliver nødt til at tænke byer på en ny måde – set i et ressource- og klimaperspektiv, siger Tom Nielsen.

Samtalen stiller dermed skarpt på nogle af de svære valg, som arkitekter, byplanlæggere og bygherrer står overfor i praksis: Kan vi skabe levende byer uden at overskride planetens grænser? Og hvad kræver det egentlig at bygge for både mennesker – og mere end mennesker?
Samtalen modereres af Anne-Mette Hjøllund, arkitekt og seniorrådgiver, BARK Rådgivning. BG:VEST arrangeres af Building Green og finder sted den 22. og 23. april i Aarhus Congress Center og samler hele værdikæden i byggeriet. Læs mere og tilmeld dig gratis her.



