Tobias Hentzer Dausgaard er i gang med en erhvervs-ph.d. ved Arkitektskolen Aarhus / Rønnow Leth & Gori om langtidsholdbar arkitektur i praksis. På konferencen Bevaring & Transformation i Aarhus taler han om sultne bygninger og langtidsholdbare arkitektur. Han kommer også ind på følgende spørgsmål:
Hvorfor forbruger nogle bygninger langt færre materialer over deres liv? Hvad kan vi lære fra dem, hvad end vi renoverer, transformerer eller bygger nyt? Hvilke designvalg muliggør, at bygninger har varig værdi for generationer af brugere, uden at det kræver mange materialer?
I denne artikel kan du læse et interview med Tobias Hentzer Dausgaard.
Hvilken betydning mener du, at eksisterende bygninger har i forhold til at løse fremtidens byggebehov sammenlignet med nybyggeri?
Anvendelse af eksisterende bygninger – og intensivering af deres brug – er bredt set afgørende strategier i at nedbringe byggeriets materialeforbrug og klimapåvirkning sammenlignet med nedrivning og nybyg. Men byggebranchens store appetit på materialer kommer ikke kun fra nedrivning og nybyg. De kommer i høj grad også fra alle mulige former for ombygninger og renoveringer igennem en bygnings levetid. Dét at undgå en nedrivning er selvfølgelig supergodt, men det gør ikke, at vi har carte blanche til at bruge løs i ressourcer til renovering, ombygning og transformation bagefter. Vi har et lidt overset men vigtigt ansvar for ressourcer, når vi laver om på en eksisterende bygning, især fordi de gældende LCA-krav i meget lille grad tager dette forbrug i betragtning.
Samtidig viser mit forskningsprojekt at bygninger opført før 1950/60 har tendens til at have større kapacitet for løbende tilpasninger og transformationer uden at det kræver mange nye materialer sammenlignet med de bygninger, vi bygger i dag. Ældre bygninger har med andre ord nemmere ved at tilpasse sig nye behov end nyere bygninger.
Derudover kan der være særligt generøse arkitektoniske kvaliteter i ældre bygninger i forbindelse med transformationer af deres anvendelse – såsom større loftshøjde, særligt høj materialekvalitet, detaljeringsgrad eller håndværksmæssig bearbejdningsgrad. I det hele taget kan eksisterende bygninger have kvaliteter, som enten ville være for dyre eller for svære at opføre efter gældende lovkrav herunder LCA-krav. Endeligt kan varig brug eller transformation af fredede/bevaringsværdige bygninger give anledning til at udfordre krav og afsøge arkitektoniske løsninger potentielt til gavn for brugere, driftsøkonomi og energiregnskab, såsom passive indeklimakoncepter med mindsket brug af konventionelle, mekaniske hyldevarer.
Hvad er de vigtigste faktorer, der gør en eksisterende bygning ’materialeeffektiv’ over tid, og hvordan kan vi måle dette i praksis?
For at starte med det sidste spørgsmål, kan vi igennem materiale-flow-analyser, livscyklusvurderinger og totaløkonomiske beregninger kortlægge og sammenligne forskellige bygningers materialeforbrug over tid, og kvalitativt vurdere, hvilke arkitektoniske forhold, der spiller ind på forskelle i materialeforbruget. Denne empirisk funderede viden kan bruges til at træffe designbeslutninger for at mindske materialeforbruget, både når vi transformerer og bygger nyt. Yderligere kan denne viden bruges til at screene eksisterende bygningers ”ombygningsfaktor” – hvor mange materialer de formentligt vil bruge i fremtiden.
Der er en række arkitektoniske (og kontekstuelle) forhold, der spiller ind på bygningers materialeforbrug over tid, såsom klare hierarkier mellem varige og foranderlige dele og en arkitektur, der begrænser hyppige ombygninger med kort levetid. For eksempel er der en myte om, at des mere fleksibel eller adskillelig en bygning er, des bedre er den til at forandre sig med færrest mulige materialer på den lange bane. Det afviser det nye empiriske grundlag for etagebygningers forandring i mit forskningsprojekt. Kort sagt, hvis en bygning giver større frihedsgrader for forandring, bliver der også ofte lavet flere ændringer med kortvarig værdi for brugere. Dertil kommer, at når vi ændrer på noget i en bygning, har netop denne ændring tendens til hurtigt at blive bygget om igen. På den måde kan store frihedsgrader gøre bygninger ’leddeløse’. Et mindsket materialeforbrug igennem en bygnings liv handler snarere om, hvordan en bygning betinger forandring i sin arkitektoniske disposition. Nogle dele kan ’stædigt’ fastholde deres kvalitet og værdi på tværs af generationer af brugere og andre dele kan hurtigt, nemt og med lav CO2-omkostning tilpasses skiftende behov. På den måde kan bygninger være gode vejvisere for fremtidige forandringer uden at gå på kompromis med brugsværdien.
I dag har vi i vid udstrækning en systemernes arkitektur, hvor enkelte komponenter og systemer tegnes særskilt af forskellige fagspecialister, og giver bygninger et væld af grænseflader. Selvom systemer og bygningsdele designes separat, påvirker de hinandens forandring over tid – ofte mere end hvad vi måske tror. For eksempel kan et installationsloft give indtryk af stor frihed i ruminddelingen, men ved placering af nye skillevægge skal det mekaniske ventilationssystem i mange tilfælde tilpasses for at levere et lovmæssigt luftskifte. Ved at tegne bygninger med viden om, hvordan forskellige elementer og systemer har tendens til at påvirke hinanden over tid, kan vi mindske materialeforbruget og dermed både den økonomiske og klimamæssige regning.
Endeligt bør vi diskutere konventionelle ideer og forventninger til komfort, både i lovgivningen og i praksis. For eksempel er et mål om mekanisk at sikre et homogent indeklima i temperatur, luftfugtighed og luftskifte på tværs af rum med vidt forskellig brug, orientering og behov, og på tværs af årstider en relativt snæver forståelse af indeklimakvalitet. Studier viser, at indeklimavariation og mulighed for manuel regulering kan øge den oplevede brugsværdi. Hvad er værdien i øvrigt af en helt stabil temperatur året rundt, når den gennemsnitlige præference eksempelvis varierer med mere end 2 grader mellem kvinder og mænd? Det er ikke kun bygninger, der skal granskes for et øget materialeforbrug, men også de ofte for ensidige måder, vi måler brugsværdi og bygningsperformance på. I tillæg til kvantitative mål for brugsværdi bør brugerundersøgelser og kvalitative evalueringer inkluderes og fylde mere end de gør i dag.
Hvilken rolle spiller designbeslutninger i tidlige faser for at sikre, at en bygning forbliver ’mindre sulten’ på materialer gennem sin levetid?
Vi ved, at des tidligere designbeslutninger – fx angående klimapåvirkning – træffes, des nemmere, billigere og mere effektivt er det. Ligeledes skal designprincipper for en langtidsholdbar arkitektur anvendes tidligt – gerne allerede i byggeprogrammet – og følges til dørs i de følgende faser for at påvirke materialeforbruget, driftsøkonomien og den varige brugsværdi igennem hele brugsfasen.
Små arkitektoniske forskelle kan have en stor betydning for økonomi og klima igennem bygningers levetid. I livscyklusvurderingen af min ph.d.’s casestudie-bygninger, varierer materialeforbruget i brugsfasen med 2-10 kg CO2 per kvadratmeter per år alt efter hvilke designprincipper, en bygning er bygget efter. I en totaløkonomisk beregning svarer denne store forskel i materialeforbruget til en forskel i omkostninger på 300 %. Der er med andre ord ret meget at vinde, både for miljøet og pengepungen, når vi bygger med viden om, hvordan bygninger kan nedbringe materialeforbruget og fastholde brugsværdien over tid.
Hvordan kan perspektivet på bygningers levetid ændre måden, vi værdisætter transformation vs. nybyggeri?
Bygningers forventede levetid viser, at vi bygger ret så kortsigtet i dag sammenlignet med tidligere tider. Konkret er der stor forskel på den forventede levetid af nybyggeri versus eksisterende bygninger. For kontorbygninger og enfamilieboliger er levetiden højere, jo længere tid siden det er, at de er opført: bygninger fra 00’erne har kortere levetid end dem opført i 90’erne og så videre. Den forventede levetid for flerfamilieboliger opført før 1950 er ca. det dobbelte – og for nogle opførelsesår det seksdobbelte – sammenlignet bygninger opført siden da. Altså er der også her generelt en gevinst i at bevare eksisterende bygninger, fordi de har en længere levetid.
Derudover viser min forskningsempiri, at bygninger opført siden 1960 i Danmark – siden en fuldt industrialiseret byggeskik – forbruger fire gange så mange materialer per kvadratmeter per år sammenlignet med bygninger opført før da, målt i CO2. Der er altså på et generelt plan en højere ombygningsfaktor for de nye bygninger, inklusivt dem vi bygger i dag, end tidligere tiders bygninger. I praksis skal denne ombygningsfaktor vurderes fra bygning til bygning med viden om bygningers forandringsmønstre og deres konkrete forandringshistorik. En sådan screening for ombygningsfaktoren kan værdisætte bygninger ud fra deres forventede fremtidige materialeforbrug.
Hvad er dit hovedfokus på konferencen “Bevaring og Transformation”? Og kan du allerede nu nævne et par af dine vigtigste pointer?
Der er især én ting, jeg håber at man får med hjem fra mit oplæg: At bygninger bruger sindssygt mange materialer efter de er blevet opført, hvilket overses i de gældende LCA-krav, men også at det ikke behøver at være sådan. Med viden om, hvordan bygninger forandrer sig, kan vi nemlig træffe designbeslutninger, der mindsker det fremtidige materialeforbrug. Det er sigtet for mit erhvervs-ph.d.-projekt.
Vil du høre mere?
Vær med på Bevaring & Transformation den 24.-25. juni, hvor du får indblik i alt fra kortlægning af transformationskapacitet og digitale beslutningsværktøjer til cirkulær materialehåndtering, lovgivning, kulturarv, revitalisering af hele byområder og konkrete cases, der viser, hvordan selv komplekse bygninger kan få nyt liv.
