Hvordan skaber vi byggeprojekter, der både tager højde for klima, økonomi og samfundets behov? Ifølge Hannah Rosa Rasch begynder svaret tidligere, end mange tror.
Som leder af Anlæg og Vej i Rødovre Kommune arbejder Hannah Rosa Rasch med at skabe de organisatoriske rammer for fremtidens bygge- og anlægsprojekter. På konferencen Den nye byggeproces deltager hun i debatten Fremtidens byggeproces – hvad ønsker vi os, og hvad kan vi ændre allerede nu?, hvor hun blandt andet sætter fokus på, hvordan vores måde at tale om bygninger, behov og værdiskabelse påvirker de beslutninger, vi træffer.
Forud for konferencen har vi talt med Hannah om offentlig bygherrepraksis, samarbejde på tværs – og hvorfor fremtidens byggeproces måske starter med et nyt sprog. Læs med herunder.
Vil du starte med at præsentere dig selv? Hvad er din baggrund, og hvordan arbejder du med byggeprocesser i en kommunal kontekst?
Jeg er uddannet arkitekt fra KADK, hvor jeg tog min master fra en dengang ny linje, Architecture and Extreme Environments. Mit afgangsprojekt tog udgangspunkt i Grønland, hvor jeg som den eneste fra min årgang rejste til Nordgrønland i tre uger, blandt andet for at teste et interviewværktøj, jeg selv havde udviklet, og for at arbejde tæt på konteksten.
Projektet handlede om boliger, der kunne tilpasse sig beboernes skiftende behov, i et samfund præget af mobilitet og forandring. Jeg arbejdede blandt andet med idéen om at bygge med overskydende paller og lokale materialer som granit og gnejs, der kunne fungere som varmeabsorberende elementer og skabe et stabilt indeklima, det giver mening set i lyset af min senere forståelse af hvad bæredygtighed egentlig er. Efterfølgende arbejdede jeg som byggesagsbehandler. Det var i første omgang et sted at starte, men det endte med at blive helt afgørende for min forståelse af byggeriet. Jeg lærte at navigere i plan- og byggelovgivning, og måske endnu vigtigere: at forstå myndighedens rolle. Det har givet mig en stor respekt for den planlæggende og juridiske dimension i vores arbejde. Udsagnet over byretten, “med lov skal land bygges”, har jeg ofte tænkt over siden, og hvad det forpligter os til.
Senere blev jeg bygherre- og totalrådgiver i lille arkitektvirksomhed, hvor jeg fik en dybere forståelse for rådgiverrollen og det komplekse samspil mellem bygherre, rådgiver og entreprenør. Det var også her, bæredygtighed for alvor blev konkret for mig, ikke som noget, man kunne til- eller fravælge, men som et felt præget af kompleksitet, dokumentation, historik og mange forskellige perspektiver. I dag arbejder jeg i en kommunal kontekst, hvor jeg er leder for en afdeling, der spænder over trafik, byggeri og landskab. Jeg er ikke selv projektleder længere. Min opgave er i højere grad at skabe rammerne for, at vores 17 proces- og projektledere kan levere projekter med en ensartet kvalitet og tydelig retning. Det er mit ansvar, at ambitionerne ikke ligger hos den enkelte projektleder, men er noget, vi bærer som organisation, forankret i strategier, beslutninger og et politisk bagland. Og det sker i en virkelighed præget af mange, ofte modstridende, hensyn: økonomi, tid, befolkningsudvikling, politik og ny viden.
Hvor i processen har I som offentlig bygherre størst mulighed for at påvirke projekterne – og hvad er på spil?
Jeg plejer at udfordre forestillingen om, at vi arbejder lineært. I praksis arbejder vi langt mere cirkulært. Selvfølgelig er der en klassisk opdeling i faser, men i virkeligheden bevæger vi os hele tiden frem og tilbage mellem planlægning, behov, viden og prioritering. Meget af fundamentet bliver lagt i planlægningen, kommuneplaner, lokalplaner, bygningsreglement og udbudsregler.
Det er her, præmisserne for projekterne skabes. Men planlægning opererer uden tilbagevirkende kraft, så vi står ofte i situationer, hvor vi ved noget, men ikke kan handle på det endnu. Dernæst kommer arbejdet med behov og data: befolkningsprognoser, reformer, bygningers tilstand, nye samfundsbehov. Det er her, fagforvaltningerne begynder at formulere deres ønsker, og hvor vi som bygherre forsøger at løfte samtalen til at handle om helheder fremfor enkeltprojekter. Når vi så får en bevilling, og projektet formelt starter, er det klassisk her, man tænker, at bygherrepåvirkningen er størst. Og ja, her kan vi definere programmet og involvere brugere og rådgivere.
Men det, vi lærer i den fase, skal fødes tilbage i systemet. Derfor er det cirkulært. For mig ligger den største påvirkningskraft faktisk i samarbejdet på tværs:
- når vi stopper med at tale om “mine og dine bygninger”
- når vi taler om behov frem for konkrete løsninger
- når vi ser på ejendomme frem for enkeltbygninger
- og når vi tør tale om alt det, vi ikke skal bygge
Det, der er på spil, er vores evne til at prioritere rigtigt – både økonomisk, klimamæssigt og samfundsmæssigt. Men vi har endnu ikke knækket koden til, hvordan de hensyn balanceres bedst.
Hvis du skal drømme lidt: Hvordan ser den offentlige byggeproces ud om 10 år?
Jeg tror, vi i langt højere grad kommer til at arbejde strategisk og datadrevet, og tale mere i business cases end i enkeltprojekter. Jeg håber også, at vi bliver meget bedre til at kommunikere bredt, især om alt det, vi ikke bygger, og hvorfor det faktisk er en kvalificeret beslutning. Jeg forestiller mig, at:
- ejendomsstrategier er fuldt implementerede og forankret hos både politikere og fagforvaltninger
- vi har et stærkere fælles sprog mellem bestillere og bygherre
- og at lovgivningen i højere grad former vores handlemuligheder
Jeg tror også, vi kommer til at se ændringer i udbudsområdet. I dag oplever mange, at processerne er tunge, og at balancen mellem parterne er skæv, hvor juridiske hensyn fylder meget. Måske vil vi se en bevægelse mod mindre, mere fleksible samarbejdsformer. Ikke som en erstatning for de store aktører, men som et nødvendigt modspil, der skaber balance og åbner for flere typer leverandører og rådgivere. Lidt groft sagt: mindre systemtræthed og mere reel værdiskabelse.
Hvad vil du bringe ind i samtalen om fremtidens byggeproces – og hvad håber du, deltagerne får ud af samtalen?
Jeg vil gerne bringe en ærlig samtale ind om kompleksiteten i vores arbejde, og om de steder, hvor vi måske spænder ben for os selv. Ikke fordi vi mangler viden eller værktøjer, men fordi vi nogle gange mangler et fælles sprog og modet til at arbejde anderledes. Jeg håber, deltagerne går derfra med:
- en større forståelse for, hvor i systemet de selv kan påvirke
- inspiration til at arbejde mere tværgående
- og måske en nysgerrighed på at ændre nogle af de narrativer, vi tager for givet
Fx hvordan vi taler om bygninger, ejerskab og behov.
Hvad er din vigtigste pointe om, hvad vi kan ændre allerede nu?
Vi kan ændre den måde, vi taler om vores projekter på. Det lyder måske banalt, men vores sprog former vores beslutninger. Hvis vi:
- taler om behov frem for løsninger
- taler om transformation frem for nybyg
- taler om ejendomme frem for bygninger
- og bliver bedre til at tale om værdien af ikke at bygge
…så ændrer vi også vores praksis. Vi behøver ikke vente på nye regler for at gøre det. Det kræver primært, at vi arbejder mere bevidst med vores samarbejde, vores prioriteringer, og vores måde at forstå værdiskabelse på.
Vil du høre mere fra Hannah?
På konferencen Den Nye Byggeproces den 17. & 18. juni deler Hannah Rosa Rasch sine perspektiver på, hvordan den offentlige byggeproces kan udvikles, og hvilke forandringer vi allerede kan sætte i gang i dag. Sammen med repræsentanter fra bygherre-, rådgiver- og entreprenørsiden diskuterer hun, hvordan vi skaber bedre samarbejder, træffer klogere beslutninger og bliver bedre til at prioritere de løsninger, der skaber værdi på lang sigt.
