Nye materialer kræver nye processer og måder at samarbejde på

Jens Thomsen er ejer af MUD WORK, der arbejder både som forhandler af og udførende håndværker med fokus på naturlige og biobaserede pudsmaterialer som ler og kalk. På konferencen “Den Nye Byggeproces – bæredygtighed gennem stærkt samarbejde taler Jens Thomsen sammen med Christian Harris fra Harris Tegl om partnerskaber som løftestang for mere bæredygtige byggematerialer. De er begge specialister i byggeri med ubrændt ler, og de har et særligt samarbejde, som de vil fortælle mere om på konferencen.

I denne artikel kan du læse et interview med Jens Thomsen.

Hvad er din baggrund, og hvordan arbejder du med byggeprocesser i dag?

– Jeg har en ret sammensat baggrund, som består af viden fra flere fag og brancher, og det tror jeg er min styrke. Jeg er født og opvokset i Thy, min far var leder af teknisk skole og min mor var leder af Thisted musikskole. Derfor er jeg selv blevet en god blanding af kunst, kultur og håndværk. Igennem 20 år har jeg arbejdet i musikbranchen som pladeselskabsejer, DJ, producer, studie- og live-lydtekniker, hvor jeg arbejdede med genrer som pop, jazz, rock og elektronisk musik. Jeg var blandt andet med fra starten med danske Duné til store udenlandske navne. I samme periode istandsatte jeg også en del lejligheder, og mit fokus var altid på æstetik og godt håndværk.

– Herefter gik jeg vel i en form for mesterlære hos Ole og Lars fra OL gulve. Her fandt jeg min passion og glæden ved veludført håndværk med et fokus primært på overflader af beton. Men der var stadig noget, der manglede, og det fandt jeg i mit møde med ler. Jeg blev faktisk næsten omfavnet af mulighederne med leret, dens unikke egenskaber, æstetik og den nærhed til naturen, som ler skaber, og det hele faldt ligesom på plads. Her kunne jeg både forene min kærlighed til håndværket og æstetisk. Og så havde det også et dybere sigte; godt arbejds-/indeklima for de mennesker, som skulle bygge og bo med leret. Det havde også, ikke mindst, et markant mindre aftryk på vores jord. Og da jeg fandt ud af, at det ovenikøbet var fuldt cirkulær, var jeg solgt, og herfra begyndte min rejse som selvstændig med MUD WORK.

Hvorfor er det i dine øjne vigtigt at arbejde med en ny tilgang til processer i byggeprojekter?

– Hvis vi skal lykkes med at bruge de ”nye”, som i virkeligheden er de oprindelige, materialer igen, skal vi vænne os til at gøre ting lidt anderledes. Ikke helt anderledes, men nye materialer kræver nye processer og nye måder at arbejde og planlægge på. Lerpuds er heldigvis let at bygge med. Det kræver kun få ændringer. Mit håb er at lerpuds kan bane vejen for andre fx biobaserede byggematerialer. Vi skal i gang før eller siden, og byggeprocesserne skal tilpasses de nye krav, så jeg ser det som en løbende udvikling, der skal forsætte med at udvikle den måde, vi bygger på.

Hvad ser du som de største udfordringer ved den mere lineære tilgang i processer – og hvorfor skal vi gøre noget anderledes?

– Udfordringen er jo, at vi ikke har uendelige råmaterialer til rådighed. Vi har kun en jord, og den cirkulære tilgang tager højde for at sikre mange af de råmaterialer kan indgå i cirkulære processer, og lerpuds har særlige gode forudsætninger for at være fuldstændigt cirkulært. I mange lande som fx Holland og Tyskland er man aldrig holdt op med at bruge lerpuds, og der er masser af erfaringer med det. Så det er et oplagt materiale at bruge i større skala.

Hvad kræver det af branchen at skabe en mere effektiv, samarbejdsdrevet og bæredygtig byggeproces?

– Set med mine øjne kræver det flere tiltag, både gode tilskudsordninger og mod til at skabe stærke partnerskaber, og så er der brug for en god regulering fra politikkernes side af de byggerier vi ser i fremtiden. Partnerskaberne kan sikre brugen af materialer med gode egenskaber og samarbejde om at få udviklet byggeprocesser, som kan løfte opgaven – så de er helt centrale for mig i mit arbejde.

Hvis du skal drømme lidt, hvordan ønsker du dig så at byggeprocesser og dermed branchen ser ud om 10 år?

– Jeg drømmer om at se mere ubrændt ler mange flere steder i byggeriet. Ikke kun mine egne produkter, men det giver så god mening på alle de udfordringer, vi står overfor som samfund.

Hvad taler du om på Den Nye Byggeproces, og hvad håber du, deltagerne får ud af at høre det?

– Jeg skal tale sammen med Christian fra Harris Tegl om partnerskaber som løftestang for bæredygtige byggematerialer. Vi er begge specialister inden for hver vores område, men vi har valgt at gå sammen om at udbrede kendskabet til og brugen af ubrændt ler.

– Jeg håber at flere i byggebranche får øjnene op for, hvor let det er at bruge lerpuds i byggeriet og bliver nysgerrige og vil høre mere, når de ser alle de steder, som er i gang allerede. Vi skal bare i gang. Vi har alle de erfaringer, der er brug for, og vi har travlt. Jo flere, der bliver en del af det, jo hurtigere går det.

Vil du høre mere om den nye byggeproces?

Så vær med på konferencen Den Nye Byggeproces den 18.-19. juni. Læs mere og tilmeld dig her.

Flere artikler
Jörg Finkbeiner is participating at Build in Wood in Hamburg
We’re still battling old clichés: wood burns, rots and doesn’t last