Siden Dorte Mandrup blev grundlagt for 25 år siden, har træet været et naturligt udgangspunkt for flere af tegnestuens mest fremtrædende projekter. På Build for Wood den 20.-21. maj kan du høre et indlæg af Kasper Pilemand, der er partner & head of projects hos Dorte Mandrup, hvor han vil dele tegnestuens erfaringer med træ.
I denne artikel kan du læse et interview med Kasper Pilemand.
Kan du dele din baggrund og beskrive, hvordan du og din virksomhed arbejder med træ?
– Jeg er uddannet arkitekt og er partner hos Dorte Mandrup, hvor jeg især er involveret i udviklingen af tegnestuens transformations- og kulturprojekter. Ét af mine primære fokusområder er blandt andet udforskningen af nye materialer og byggeteknikker både i relation til den kunstneriske og arkitektoniske kvalitet, men i særdeleshed også bygbarhed og miljøpåvirkning. Træet har været en del af vores portefølje siden de første projekter, men har fået en mere markant rolle i takt med den stigende bevidsthed om CO₂-aftryk og materialers miljøpåvirkning.
Hvordan har du oplevet udviklingen inden for træbyggeri i de seneste år? Er der noget, der har overrasket dig positivt eller negativt?
– Hvor vi for bare fem år siden ofte skulle overbevise bygherrer om fordelene ved træ som byggemateriale op mod blandt andet et økonomisk perspektiv, oplever vi i dag en langt større velvilje – også selvom det bliver lidt dyrere og kræver mere vedligehold. Det er utrolig positivt, at vi bevæger os mere og mere væk fra illusionen om det vedligeholdelsesfrie hus og i stedet ser et stigende fokus på øget kvalitet samt en accept af, at det at vedligeholde sit hus er lige så naturligt og vigtigt som at få bilen synet eller repareret sit tøj. Når det er sagt, så er brandkravene stadig en af de største barrierer, vi møder, når vi skal skalere fra familiehuse og mindre etagebygninger til større byggerier. Vi befinder os i en branche, der er enormt reguleret af regler og normer, formet i en fortid præget af monetært billige betonelementer og stål-/gipsvægge, hvilket gør det vanskeligt at genindføre træ som byggemateriale og i det hele taget implementerer andre biogene materialer i byggeriet.
Hvordan ser du træbyggeri som en del af løsningen på fremtidens byggeudfordringer, især med fokus på bæredygtighed og klima?
– Træbyggeriet har uden tvivl en medvirkende rolle i omstillingen af byggeriet. Som materiale har det nogle helt åbenlyse fordele, fordi det er fornybart, lagrer CO2 og kan genbruges på forskellige måder, hvis det bliver brugt rigtigt. Derudover udfordrer det os til at tænke anderledes både i forhold til materialevalg, byggeteknikker, og æstetik. Men det betyder langt fra, at vi skal til at bygge alt i træ. Selvom træ er en vedvarende ressource, så er tilgængeligheden ikke ubegrænset, og nogle træer tager årtier at vokse. En ukritisk overgang til træbyggeri, hvor vi eksempelvis skifter alt beton ud med træ, vil betyde at efterspørgslen bliver så enorm, at det vil føre til skovrydning, hvilket i tillæg reducerer biodiversiteten. Det kan derfor ikke stå alene. Vi skal stadig bygge langt mindre, og vi skal i langt højere grad fokusere på at tilpasse og transformere den bygningsmasse, der allerede eksisterer.
Hvilke barrierer ser du i forhold til at integrere træ mere bredt i byggebranchen, og hvordan kan de overvindes?
– Det korte svar er, at der skulle indføres en verdensomspændende CO₂-afgift på byggematerialer. Og lige så kort, som det svar er, lige så ekstremt kompliceret er det at indføre. Uanset om vi vil det eller ej, bor vi i et kapitalistisk samfund, hvor økonomi er en bærende drivkraft. Hvis de mest klimabelastende materialer blev pålagt en højere omkostning, både i Svendborg og i Shanghai, ville det skabe grobund for, at træ og andre biogene materialer bliver en integreret del af nye byggerier. Transformation er lidt mere komplekst på grund af de brandmæssige udfordringer, der er forbundet med at arbejde med eksisterende byggerier. Brandkrav er stadig en af de største udfordringer ved træbyggeri. Især når vi bevæger os fra mindre byggerier til store domiciler og transformationsprojekter. Hvis vi skal nå dertil, hvor træ tænkes ind i alle typer af projekter, er der derfor også behov for, at reglerne i højere grad afspejler de reelle egenskaber og muligheder, som træbyggeriet tilbyder.
Hvordan ser du træbyggeriets rolle i fremtidens byggeri? Hvilke nye teknologier, materialer eller metoder tror du vil forme udviklingen om 10, 20 eller 50 år?
– Jeg tror, at vi vil opleve et byggeri, der er præget af en langt mere differentieret materialeanvendelse. Blandt andet i form af hybridkonstruktioner, hvor vi udnytter hvert materiale optimalt og bliver klogere på, hvordan vi bruger træet som træ, muren som mur, stenen som sten, ler som ler. Jeg kunne godt forestille mig, at vi eksempelvis kommer til at se en moderne tolkning a bindingsværksmuren, hvor vi kombinerer træets strukturelle kvaliteter med andre cirkulære materialer, og hvor vi samtidig kan beregne på og optimere ydeevnen.
– Desværre kunne jeg godt frygte, at det øgede fokus på træ i byggeriet også kommer til at betyde et øget salg af gipsplader og brandhæmmende kemikalier. Det er en udvikling, vi skal være meget opmærksomme på, når vi øger brugen af biogene materialer i byggeriet. Tab af biodiversitet er én af de største udfordringer, og brugen er kemikalier er i den grad hæmmende for biodiversiteten.
Kan du give et konkret eksempel fra din egen praksis, hvor træ har skabt værdi i et byggeprojekt?
– Når vi vælger at bruge træ i vores bygninger, er det altid med tanke på, at det bidrager med en særlig kvalitet til projektet – både æstetisk, sanseligt, og kontekstuelt. Særligt, når vi arbejder med træet, som en synlig del af designet, styrker det både vores forbundethed til de rum, vi opholder os i, og til materialets oprindelse, fordi vi kan se og mærke det direkte. Hvis vi derimod skjuler det bag hvidskurede vægge og maling, så mister vi den relation og dermed også forståelse for den værdi, materialet tilfører. Håndværkskollegiet i Herning, som er bygget med tanke på at skabe en øget stolthed omkring håndværksfagene, er et godt eksempel på den værdi, der bliver skabt, når vi arbejder med synlige materialer og konstruktioner. Her er den naturlige patinering og synlige tektoniske samlinger en del af bygningen æstetiske kvalitet og funktionalitet.
Hvad skal du præsentere på Build in Wood?
– Jeg kommer til at vise tre projekter, der i tid spænder næsten 25 år, og som på hver deres måde viser, hvordan vi har arbejdet med træ siden tegnestuens grundlæggelse. Forhåbentlig går deltagerne derfra med en fornyet tro på mulighederne i træbyggeriet – ikke kun som et bæredygtigt alternativ, men som et materiale, der skaber arkitektonisk kvalitet, sanselighed og skønhed. Derudover håber jeg, at projekterne viser den vilje, der er i både kommunale og private byggerier i forhold til at prioritere brugen af træ i deres byggerier, og samtidig insistere på en høj kvalitet og dermed langtidsholdbare løsninger.
Vil du høre mere om træbyggeri?
Så vær med på Danmarks største trækonference Build in Wood den 20.-21. maj. Læs mere og tilmeld dig her.