Stort digitaliseringsevent lancerer program fyldt med anerkendte talere fra alle hjørner af byggebranchen

Digitaliseringen af bygge- og anlægsindustrien er i fuld sving, og snart bliver der skruet helt op. Den 18. og 19. september løber BIM World Copenhagen nemlig af stablen med fokus på, hvordan digitalisering kan forbedre byggeriet hele vejen rundt. Programmet er netop blevet lanceret, og der er lagt op til to dage spækket med indsigt fra spændende talere fra ind- og udland. De kommer til at give et skub til den digitale revolution af byggebranchen sammen med en række kompetente udstillere.

De seneste år har både Paris og München sat fokus på digitalisering i byggebranchen med afholdelsen af det internationale event BIM World. Branchen står nemlig overfor flere udfordringer med særligt fokus på miljøet, og her er potentialet for forbedring stort.

Det bliver understreget til BIM World Copenhagen d. 18. og 19. september i KB Hallen på Frederiksberg. Her samles byggeriets aktører til dybdegående taler, præsentationer af de nyeste værktøjer og lærerige workshops inden for bæredygtigt og intelligent byggeri.

Programmet er nu lanceret, og her vil en lang række talere fra ind- og udland dykke ned i alt inden for digitale værktøjer og kunstig intelligens til avanceret teknologi og dataanalyse. Deltagerne kan derfor se frem til lærerige indlæg fra virksomheder som GEHL, Norman Foster Institute, Robert Bird Group, HD Lab, Lendager, 3XN og mange flere.

De imponerende lister over partnere slår fast, at eventet samler et yderst værdifuldt, internationalt netværk af førende aktører til to dage, der kommer til at sætte kursen for fremtidens byggeri.

Et stort potentiale kræver et stort event

BIM World Copenhagen understreger værdien af digitalisering i byggebranchen, og derfor besluttede arrangørerne fra Building Green at præsentere det internationale event i Danmark.

– Vi står på en brændende platform. Derfor er vi nødt til at arbejde med bæredygtighed på flere måder – både gennem materialevalg, byggeprocesser og værktøjer. Digitalisering, nye metoder og en vilje til at ændre adfærd kan således være afgørende for omstillingen af branchen, forklarer Sarah Elhauge, direktør for Building Green.

Selvom potentialet er stort, påpeger hun også, at ingen kan overkomme opgaven alene.

– Hvis vi skal i mål med digitaliseringen af byggebranchen, kræver det en fælles indsats med tværindustrielt samarbejde og videndeling for at kunne omfavne de nye teknologier. Derfor er det vigtigt at kunne skabe et rum på BIM World Copenhagen, hvor vi kan samles om at hjælpe den digitale omstilling på vej, siger hun.

Digitalisering forbedrer byggeprocessen fra start til slut

Ud over de mange interessante talere byder årets BIM World Copenhagen også på 50 engagerede udstillere og heriblandt flere udenlandske eksperter og branchegiganter stå klar til at fortælle om de nyeste værktøjer og teknologier. En af dem er premiumpartneren Nemetscheck Group, der står bag anerkendte softwareløsninger som Solibri, Bluebeam, Archicad og dRofus, som dækker hele livscyklussen for bygge- og infrastrukturprojekter.

– Digitaliseringen i byggebranchen har for længst bevist sin værdi og medført bedre, billigere og mere bæredygtigt byggeri. BIM World i Europa er meget vigtigt for os som førende leverandør af BIM-løsninger til hele byggecyklussen, udtaler Yves Padrines, CEO for Nemetschek Group, og fortsætter:

– Vi har tidligere deltaget ved BIM World i München og Paris, hvor vi havde nogle fantastiske dage med både kunder og partnere. Vi ser frem til at deltage i eventet i København med masser af ny viden og konkrete cases samt at møde aktører fra AEC/O-segmenterne i Norden.

God mulighed for fordybelse i byggeriets største temaer

For at komme rundt om branchens vigtigste tematikker kan de besøgende opleve fire scener med hvert sit fokusområde. Det er helt op til dem, om de vil suge viden til sig, byde aktivt ind i diskussionen eller måske tage med i jagten på morgendagens løsninger for branchen.

Her vil der blive vendt emner som ny teknologi, digitalisering og bæredygtighed, samt hvordan man kan tage en kreativ og holistisk tilgang til byggeprocessen. Alle indlæggene er samlet i programmet her.

Hvis du vil med til BIM World Copenhagen d. 18. og 19. september i KB Hallen, kan du købe en standardbillet til 1.350 kr. og en VIP-billet til 2.700 kr. Begge billettyper giver adgang til de to dage. Læs mere om eventet her.

Flere artikler
Digitalisering er ikke længere kun ’nice-to-have’