Her kan du læse et debatindlæg med Søren Nielsen, arkitekt og professor ved Arkitektskolen i Aarhus. Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og afspejler nødvendigvis ikke Building Greens synspunkt.
Et spøgelse går gennem byggebranchen. Pillearbejdets spøgelse. Indtil videre er bevidstheden om det fortrængt. Alle byggeriets største spillere synes at have indgået en tyst overenskomst om at glemme den vækstkrise, der trænger sig på. Politikere, teknokrater, investorer, professionelle bygherrer, storentreprenører, rådgivningskonglomerater, materialeproducenter, og alt hvad der vil og kan børsnoteres, hævder realismens og ansvarlighedens dyd imod aktivistiske opviglere og akademiske æggehoveder, og disses barnlige krav om at stække væksten. Nybyggeriet, cementfremstillingen, minedriften og skovrydningen må fortsætte, ellers går verden i stå! Med recessionskortet som alibi foretager man sig derfor intet udover at tale om grøn vækst, og at håbe på, at nogen eller noget vil betale for den teknologiske innovation, som de forventer vil redde dem – deus ex machina-style. Selv investerer de ikke en bøjet femøre.
Men mens storspillerne kører chickenrace mod klimaprognoserne, ruster de små og tilbudsundertrykte indie-virksomheder sig til den fremtid, som kun de tager alvorligt. Byggeriets små fisk behøver ikke finde gule veste frem af frygt for, hvordan fremtidens markedsøkologi tager sig ud efter en grøn omstilling. For ud over risikoen for klimakollaps, kan det så egentlig blive meget værre end det brancheapokalyptiske inferno af opkøb, mergers, dumping, prækvalifikationskrav og respektløst kontrakttyranni, der har blæst glæden ud af branchens mange stolte fag i de seneste årtier? Vel næppe. Ligesom menneskets forfader træspidsmusen levede i skjul og ventede på dinosaurernes undergang for at kunne grundlægge primaternes orden, således er branchens underskov kriblende fuld af intelligente og idealistiske mennesker, der lurer på det øjeblik, hvor katastrofen knuser mastodonterne.
For storskalaens storhed står for fald. Det veldokumenterede overtræk på naturgrundlaget pålægger os at holde hus med byggeriets forbrug af materialeressourcer. Sortering, cirkulering, re-dimensionering og omorganisering i det uendelige er processer, der er uegnet til summariske standardløsninger. Det er boots on the ground. Når man genbruger bygninger, bygningsdele, komponenter og materialer, er enhver aktivitet lokal og stedsspecifik ned til mindste sømbeslag. Det vældige anonyme marked forsvinder fra forretningsmodellerne. Tilbage bliver metoder og menneskelig erfaring, individuelle skøn, en uhørt grad af uforudsigelighed og ikke mindst: Pillearbejde. Pludselig kan det ikke længere gå så stærkt; tidsplanerne må strækkes, industrialiseringens rationaliseringsgevinster eroderes. Selv den ondeste AI kommer til kort, når standarder, konventioner, normer og æstetiske præferencer med minimal gentagelseseffekt må bøjes uforudsigeligt sag for sag.
Hvem dur så til at lave pillearbejde? At vurdere den enkelte træbjælkes konstruktive residualkapacitet, at komponere en dekorativ facade med bjergede stumper af stålplade, at lave et specialværktøj til at fjerne små blå søm, og at gide at innovere, fordi det er sjovt og giver arbejdet mening hinsides indtjening. Det gør såmænd de mindste arkitekt- og ingeniørfirmaer i tæt samarbejde med små håndværkere. Pillearbejdet kræver flere mandetimer, mindre maskineri og slet ingen domiciler. Små virksomheder har lave overheadomkostninger, og kan derfor vinde pillearbejdet i konkurrence, hvor koncernerne ikke har en chance. Mange transformationsopgaver er relativt små og matcher derfor små virksomheder. I dag vil de store entreprenør- og rådgivningsfirmaer ikke røre en sag med et budget på under 25 mio.
Transformation og genbrug kræver en samarbejdsform og kontraktkultur, der adskiller sig væsentligt fra det regimente, der sætter rammerne i dag. Her betragtes et byggeri som en banal vare, et industriprodukt sammensat af ekstremt indbyrdes afgrænsede systemleverancer og ydelser, bogholderagtigt nedfældet i kontrakter fulde af trusler om bod og ballade. De involverede er tvunget til at dolke hinanden i ryggen i et uendeligt blame-game. Transformation og genbrug kræver derimod tillid, åbenhed, medmenneskehed, tværfaglig forståelse og løsningsorienteret forhandlingsvillighed. Uden disse kompetencer kan man godt opgive at håndtere transformationsprojekternes og genbrugsmaterialernes forudsigelige grad af uforudsigelighed. For hvordan i alverden kan nogen garantere kvaliteten endsige eksistensen af et projekts genbrugsdøre, der først kan indkøbes om et år, når entreprenøren er fundet? Og hvordan kan nogen afgive et fast tilbud på pris og tid, hvis de oprindelige elementtegninger er gået tabt, og kun Superman kan screene armeringsjernene.
Hvem dur til at lave skitser, eksperimenter og aftaler på pladsen, i øjenhøjde, kvinde til kvinde. Ja, det gør da de små mellemlederfri virksomheder, hvor et ord er et ord, og en handel er noget, man slår af til gensidig fordel og i gensidig forståelse. Måske endda sympati. Pillearbejdet, også det relationelle, vil få de små virksomheder til at storblomstre, de vil integrere sig i lokalsamfundene, de vil arbejde for at skabe værdi for brugerne frem for aktionærerne, og de vil skabe vilde og sjove arkitekturværker til erstatning for de sterile og selvhøjtidelige modernistiske stiløvelser, der går tolv på dusinet af. De små virksomheders pillearbejde vil bringe glæden og tilliden tilbage i byggeriet!
Ønsker du at bidrage med et debatindlæg, så kan du skrive en mail til os her.
