Ole Kristian Bottheim er vicedirektør i Center for Ejendomme med ansvar for de store og komplekse hospitalsbyggerier i Region Hovedstaden. På konferencen Bæredygtig Byggeproces den 19. og 20. juni kan du opleve ham i et indlæg om, hvordan vi sammen kan flytte branchen og skabe bygninger, der er bæredygtige på flere bundlinjer.
Center for Ejendomme – som Region Hovedstadens bygherre – har fokus på åbenhed, samskabelse og tidlig inddragelse, når de bygger og arbejder med bæredygtighed inden for alle bundlinjer.
Du kan læse hele interviewet med ham her.
Hvad er din baggrund, og hvad arbejder du med til dagligt?
Jeg er uddannet civilingeniør i byggeri med solid baggrund inden for byggebranchen både som rådgiver og entreprenør. I dag arbejder jeg som vicedirektør i Center for Ejendomme med ansvar for de store og komplekse hospitalsbyggerier i Region Hovedstaden. Det er hospitalsbyggerier som Mary Elizabeths Hospital (ca. 3 mia.), Nyt Hospital Bispebjerg (ca. 4.7 mia.), Nyt Hospital Nordsjælland (ca. 7.6 mia.), Ny Psykiatri Bispebjerg (ca. 1.4 mia.), Nyt Hospital Hvidovre (ca. 2.2 mia.).
Hvad er den største udfordring i forhold til at gøre byggebranchen og byggeprocessen mere bæredygtig i dine øjne?
Vi skal være modige og afprøve nye måder at gøre tingene på. Det gælder også i forhold til at afprøve nye samarbejdsformer i byggeriet mellem kontraktsparterne for at få mere bæredygtige samarbejdsformer og med mål om bedre fremdrift, færre byggerier som ender i konflikter og bedre kvalitet. Det tager tid og koster penge at implementere bæredygtige løsninger – eksempelvis at bygge i genbrugsmursten eller foretage selektiv nedrivning for at højne genanvendelsen eller genanvendelsen af beton i nyt byggeri.
Hvor ser du muligheder for at gøre tingene anderledes i forhold til bæredygtigt byggeri?
Jeg er særligt optaget af nye og bæredygtige samarbejdsformer i byggeriet og mellem interessenterne til gavn for den samlede byggeproces. Derudover tror jeg, at teknologi og innovation kommer til at sætte turbo på bæredygtige løsninger i fremtiden. Det gælder både brug af avancerede teknologier (AI, VR, AR o.l.), udvikling af nye og eksisterende materialer (f.eks. biobaserede materialer, reaktivering af cement i o.l.) og måske nye måder at bygge og bo på.
2024 byder på nye regler om selektiv nedrivning, der sætter større krav til det bæredygtige byggeri, men synes du vi er ambitiøse nok herhjemme, eller kan vi gøre mere end vi gør?
I Region Hovedstaden har vi gjort erfaringer med selektiv nedrivning, da vi skulle nedrive Rockefeller komplekset for at gøre plads til Mary Elizabeths Hospital. Selektiv nedrivning er en god start og kan være med til at øge bevidstheden om genbrug af byggematerialer. Vi gør meget i dag, men ja, vi kan gøre mere, og det kræver skarp prioritering af både tid og økonomi, når vi planlægger nye byggerier og fastsætter budgetter. Der bliver også større fokus på transformation af eksisterende ejendomme frem for at bygge nyt.
Hvis du skal drømme lidt, hvordan ønsker du dig så at byggeprocessen og dermed branchen ser ud om 10 år?
I en drømmefremtid for byggebranchen, 10 år fra nu, er vi vidner til en transformation, hvor bæredygtighed, teknologisk innovation, tilgængelighed og samarbejde er blevet hjørnestenene. Jeg vil dele erfaringer fra Region Hovedstaden inden for emnerne bæredygtig byggeproces og samarbejde mellem parterne samt fortælle om de konkrete erfaringer, som vi har gjort os inden for blandt andet selektiv nedrivning, genbrug af byggematerialer og bæredygtighedskrav. Jeg håber at deltagerne bliver inspireret til deres fortsatte arbejde med at skabe en bæredygtig byggebranche.
Vil du gerne høre mere fra Ole Kristian om, hvordan vi kan skabe bygninger, der er bæredygtige på flere bundlinjer?
På konferencen Bæredygtig Byggeproces den 19. og 20. juni kan du høre et spændende indlæg med Ole Kristian Bottheim om store og komplekse hospitalsbyggerier i Region Hovedstaden og hvordan vi kan skabe bygninger, der er bæredygtige på flere bundlinjer. Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.