debatindlæg om uddannelse

Uddannelser halter efter: Jeg bliver uddannet til i går

Min uddannelse er langt efter den virkelighed, vi befinder os i. Og som jeg skal ud at virke i. Det er for dårligt.

Debatindlæg af Elias Dalgaard, lærling og klimaaktivist. Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og afspejler nødvendigvis ikke Building Greens synspunkt.

»Vi uddanner ikke vores elever til dagen i morgen, vi uddanner dem til i går.«

Denne noget nedslående kommentar faldt fra en uddannelsesleder, da jeg spurgte ind til fokus på bæredygtighed på anlægsgartneruddannelsen. En rimelig skuffende udtalelse for én som mig, der håber på at træde ind i en anlægsbranche, som skal håndtere kriserne for biodiversitet, materialeforbrug og klima, vi som verdenssamfund står over for.

Der er efterhånden en del spillere på markedet, der arbejder med, sælger og promoverer biobaserede, bæredygtige materialer til både anlægs- og byggebranchen. Men mine undervisere kender dem ikke.

På samme møde om vores uddannelse spurgte jeg ind til biocement, en flise med væsentligt lavere CO2-aftryk end de konventionelle. Men ingen i lokalet kendte dem. Det er ikke sikkert, at det lige er denne type biocement, som er løsningen, men oplevelsen er et symptom på, at alternative materialer ikke finder vej ind i undervisningen.

Os, der er på uddannelserne nu, er de kommende generationer af håndværkere. Hvis vi som samfund mener, at bæredygtighed i anlægsbranchen er vigtigt, kan vi ikke vente på, at den viden spreder sig blandt de private aktører. Så skal det ind i erhvervsskolernes pensum. For når vi undervises i materialeforbrug, nævnes bæredygtighed og råstofmangel som en fodnote. Når vi undervises i plantekendskab, kobles valg af planter og anvendelse af arealer ikke til nedgangen af insektbestande i Danmark. Jeg har aldrig hørt CO2-aftrykket af et materiale blive nævnt.

Når jeg efterspørger bæredygtighed på min erhvervsuddannelse, trækker min skoleleder på skuldrene. Ikke fordi han ikke vil hjælpe mig, men fordi han ved, hvor mange ressourcer det kræver. Og dem har han ingen af. Jeg efterspørger ikke noget urimeligt, men blot en uddannelse, der hjælper med at takle de udfordringer, vi står over for i dag, frem for at forstærke dem.

Flere artikler
Mangel på færdigheder og viden hæmmer den digitale transformation