Et sted mellem Dubai og Venedig kunne man også kopiere København en lille smule

Da de store planbyggerier i 1970’erne havde deres storhedstid satte arkitekten Jan Gehl med sin forskning i nødlidende byrum sig godt og grundigt på tværs. I dag har Gehls globale indsats gjort ham til kult. Det var som nyslået professor ved Arkitektskolen i Aarhus han talte på Building Green København i november 2023.

Af John de Summer-Brason for Building Green

Jan Gehls historie er ikke blot historien om en begavet arkitekt som gik mod strømmen oceaner af tid før det blev trendy, men også om en usædvanlig karriere med en ekstrem lang livsløbskurve. Også i sit 87. år er professoren en mand, som er på barrikaderne. Han forbløffer sit publikum. Og han ved det.

”Vi arbejder alle for den samme klient – og det har vi altid gjort,” indleder Jan Gehl med et glimt i øjet. ”Det er homo sapiens, et lille gådyr, hvis sanser er rettet fremad og beregnet på langsomme hastigheder. Og dette dyr har en stor interesse for andre. Det er en del af vores biologiske historie.”

Væsentligt for Jan Gehls tænkning er det forhold, at byerne historisk set består af to elementer; gader og torve. ”Gaderne er bevægelsesrummet, hvor du bevæger dig. Torvet er oplevelsesrummet som er bestemt af øjet, og det kan, fordi vi ikke kan se længere, ikke være længere end hundrede meter. Derfor er Den himmelske Freds Plads ikke et godt torv – lavet for at imponere og sige at staten er stærk.”

Modernismens vildfarelse

Det 20. århundrede har affødt to revolutionerende jordskælv. To planlægningsparadigmer. Det ene modernismen, der blev formuleret i 1930’erne, og det var ikke FN eller EU, men arkitekter og planlæggere som le Corbusier og Gropius, der mødtes og blev enige om, at alt det gamle var noget lort og burde kasseres. Byer duer ikke. Gader er noget af det værste. Nu skal vi bygge enkeltstående bygninger med græs omkring! Et fantastisk brud med hvad vi ellers har gjort i menneskehedens historie.

Hvis vi tilbage i historien skulle have bedt nogle professionelle om at slå livet i byerne ihjel, så kunne vi ikke havde henvendt os til nogen bedre end modernisterne! Det er i de store planbyggerier, at der er problemer med kriminalitet og altid der færrest vil bo.

”Modernismen varede i 65 år. Jeg var i 1998 selv med til at aflyse modernismen i Athen, hvor Europas byplanlæggere skrev under på et nyt manifest: Du må aldrig nogensinde adskille byens funktioner, bolig, arbejde, rekreation, kommunikationen. Det tog 65 år og der er mange, der ikke har hørt det endnu.”

Biler og singler

”Det andet store problem var bilerne,” tordner den adjungerende professor fra hovedscenen, vel vidende at han har publikum med sig. I Danmark kom der omkring 1960, 300 ekstra biler på vejene hver dag – også juleaften. En kolossal ophobning. Hvis ikke modernisterne, så gjorde bilerne det. Over hele verden blev mennesker behandlet utrolig dårligt.

Den store åbenbaring bliver så den mobilitet, som bilerne gør mulig. Vi får en infrastruktur, som er dikteret af bilen og en ny by type med enfamiliehuse, der bygger på kernefamilien og ubegrænsede ressourcer med billig benzin. Det er uhyre spild af ressourcer at bygge på den måde… som ovenikøbet bruger meget mere varme, flere tilsluttede ledninger og veje – og så dårligt passer med et samfund, hvor vi får flere og flere husstande med enlige.

Jane Jacobs

Jan Gehls store forbillede er urbanisten Jane Jacobs, som skrev ”The Death and Life of Great American Cities” efter en strid med planlæggerne i New York, der ville rasere Manhattan og især Greenwich Village med højhuse, hvor Jane Jacobs boede. ”Hvilket var dumt,” konstaterer Gehl. ”Hun fik organiseret sine medbeboere, der lavede en masse støj og dermed fik forhindret nedrivning. Alle de ting vi i dag besøger med glæde i New York ligger i det område.”

”Jeg tog min afgang fra Arkitektskolen i 1960, hvor vi havde stået bøjet over modeller fem kilometer oppe og flyttet rundt på objekter. Vi havde en professor der sagde, at et godt boligområde er et boligområde, som ser godt ud fra motorvejen!”

Hvorfor ignorerer byrummene

Vi fik at vide, at det var ligegyldigt, hvad vi byggede, fordi mennesker er utrolig tilpasningsparate. Ligegyldig hvad vi kom dem ind i, ville de tilpasse sig – bare de fik nyt bad og køkken vil de blive lykkelige forever. Da jeg forlod Arkitektskolen skulle jeg ud og lave alt det her, så blev jeg gift med en psykolog, hvor vi begyndte at diskutere derhjemme med vore arkitektvenner, psykologer og sociologer. Vi arkitekter endte altid på retræte: ”Hvordan kan det være jeres professorer ta’r ud klokken fire om morgenen for at fotografere monumenterne og være sikre på, at der ikke er mennesker i forgrunden til at forstyrre? Lærer I overhovedet intet om mennesker på Arkitektskolen?”

Realdania og Forskningscenter

Det var så voldsomt for en ung arkitekt, at jeg blev nødt til at gå på Arkitektskolen i fyrre år til for at finde ud af, hvad de havde glemt at fortælle mig. Der kom en bog ”Livet mellem husene” (1971) ud af det her som ikke var nogen hurtig fødsel; bogen var atten år om at komme på engelsk, men nu er den ude på tredive sprog.

I mellemtiden havde jeg fået kontakt med Realdania, der kom ned på Arkitektskolen og spurgte: ”Har I penge nok? Vi tror, I har brug for nogle flere Ph.d’ere, flere studierejser. Pludselig havde vi et forskningscenter. For 16 år siden faldt jeg for aldersgrænse – første gang – på Arkitektskolen. Hvilket fik Realdania til at spørge: ”Kan du ikke efter fyrre års forskning skrive alt det ned du ved?” ”Byer for mennesker” (2010) er de sidste 10-12 år kommet på 39 sprog. Vi kan se, at der er en dansk specialitet, vi har udviklet meget tidligt og som har sat et præg på København. Det er dejligt, når man bliver gammel, at se de frø man har sået blive til træer her og der.

Det er vigtigt at bygge en by, der inviterer til en sund livsstil. Min datter, der er overlæge, bliver ved med at punke mig: ”Husk at sig, at de skal lave byer, hvor det er naturligt at røre sig. Vi har et kæmpe problem med at folk dør for tidligt, tager for meget medicin, ikke søger fitnesscentre. Byer skal indrettes, så folk får gået og cyklet. Vi skal gå 10.000 skridt om dagen… Mange steder vi ældre bor er der imidlertid ikke værd at gå en meter,” opsummerer Jan Gehl og henviser til, at hver anden beboer er single, at der ligefrem er oprettet en landsforening mod ensomhed, hvor budskabet er, at vi ikke blot skal bygge mere bæredygtigt, men også mere fællesskabsorienteret – og at København er foran.

Verden følger Københavns eksempel

”København var med Strøget i 1962 en af de allerførste i verden, der lavede en gågade. Der var meget modstand. Mange sagde det var for koldt, vi er ikke italienere. Nu har vi i København et meget omfattende net i bymidten som inviterer til ophold. Når du har en vej, kan du lave fortove og cykelstier på tværs. Det er for at markere, at folk til fods og på cykel er lige så meget værd, som dem der sidder i en Mercedes. Men navnlig betyder det, at mine børn kan gå i skole uden at blive fulgt. De kan følge fortovet hele vejen fra deres dør til skolens dør. Og det betyder noget, når du er syv år.

Jan Gehl ser de fire hundreder delegationer af borgmestre og byplanlæggere fra hele verden som tegn på succes og fremhæver, at hans bedste studerende nogensinde nu er stadsarkitekt på Københavns Rådhus – og at København i 2023 er Verdens Arkitekturhovedstad.

Tilfældet Sydney

”Sydneys havnefront er helt fantastisk, og Sydneys bymidte var helt forfærdelig. Der var fyldt med busser, biler og støj,” fortsætter Jan Gehl for også at skildre en case langt hjemmefra. ”Så kom der en ny borgmester omkring 2006. Hun ville have Sydney gjort grøn og kom til København og bad os om at hjælpe sig. Vi startede med at hjælpe busserne ud af hovedgaden, hvilket var meget sværere end man troede, fordi busserne tilhørte staten New South Wales, mens gaderne tilhørte byen. For hvert et tiltag lavede byen plakater: ”Dette gør vi, fordi vi skal gå og cykle. Vi skal lave byen bæredygtig

De var ikke gode til at komme gennem med projekterne, men de var sørme gode til at lave plakater, om hvad de gerne ville gøre – og vi kom til at lave et cykelsystem efter københavnsk mønster. Modstanden fra staten var betydelig. Og hvorfor det? Jo, de var bange for at borgmesteren skulle blive for populær og dermed blive den kommende premierminister! Og hvad får man så ud af at skubbe bilerne ud af Sydneys bymidte? Jo, så bliver man æresborger – og finder ud af, at kun en anden dansker er blevet æresborger. Han var også arkitekt. Så bliver man meget stolt!”

Hvad gør vi?

Professor Jan Gehl kan sine cases. Lige fra det torv i Oslo, hvor mennesker – i modsætning til Kay Fiskers Plads i Ørestaden – bliver længe i et gennemtænkt bymiljø, til byer han ikke bryder sig om, som f.eks. Dubai: ”Det er modernisme og forbrugerisme at koge saltvandet for at kunne vande golfbanerne. Don’t do Dubai!” Heller ikke Århus Ø finder nåde for hans kritiske blik; ”sammenbidt senmodernisme”.

Han er mildere stemt overfor byplanarbejdet i Venedig med tiltrækkende bykvarterer med metro og cykelsystemer: ”Et sted mellem Dubai og Venedig kunne man også kopiere København en lille smule.”

Flere artikler
bæredygtige tiltag i udbudsfasen
Hvordan styrker vi de bæredygtige tiltag i udbudsfasen?­