Skrevet af Signe Wenneberg i forbindelse med #rydfladenforklimaet
Klimakrisen har påvirket alt hvad jeg gør privat og professionelt i en del år. Hver en handling er påvirket. Og alt hvad jeg formidler er påvirket af klimakrisen. Jeg har dedikeret mit arbejdsliv til at formidle “hverdagsaktivisme” og hvad vi kan gøre. Positivt. Proaktivt. Regenerativt.
Jeg formidler det på min Instagram-kanal (jeg driver min Instagram som en avis, og skriver her, fordi jeg ikke vil være bag betalingsmur. Jeg vil være tilgængelig for alle, fordi emnet er så vigtigt). Og jeg sætter især fokus på byggeri, fordi det er her, vi belaster mest med vores forbrug, det offentlige og det private forbrug. Her kan vi VIRKELIG ændre noget.
Jeg et et optimistisk og positivt tænkende menneske, men jeg får sommetider klimaangst. Fx i 2014, da jeg byggede et “safehouse”, et 98,7 pct fsc-træhus på pæle og med genbrugsdele, der kunne fungere som et sikkert sted at søge hen, når alt går galt. Men også et sted, hvorfra jeg kunne demonstrere, hvordan vi må og skal bygge anderledes i fremtiden (jeg viste det på tv, blog, avis, bog, Instagram og i 50 workshops om bæredygtigt byggeri – se #signessustainablehouse).
Jeg bliver klima-trist, når politikere og pressen lader som om, at klima- og biodiversitetskrisen ikke påvirker ALT og er det vi burde tale om hele tiden. I stedet var tophistorien i tv-avisen i aftes, at det var så sørgeligt for nogle folk, at de havde fået afbrændingsforbud af deres Sankt Hans-bål på fredag. Jamen, hvad med at tale om HVORFOR?
Hvad med at tale om tørkekrisen – hvad den betyder? Hvad den kommer af (fossilt overforbrug i det globale nord) og hvad vi kan ændre?
Jeg sætter sommetider fokus på Afrika og klimakrisens påvirkning der – senest med en serie i januar, hvor jeg besøgte slummen i Nairobi, hvor der enten er livsfarlige oversvømmelser eller livsfarlig hede og tørke. Vi er nødt til at se, at det hele hænger sammen – og vi er nødt til at lytte til FN, der igen og igen påpeger – og også i den seneste klimarapport – at vi SKAL omlægge vores forbrug.
Jeg er rigtig glad for, at andre journalister sætter fokus på klima. Jeg har jo selv skrevet om klimakrisen og hvordan vi må agere anderledes i forbrug, i huse, haver, køkkener med mere i mange, mange år. En del af mine bøger har også det afsæt. Jeg vil forsøge at støtte #rydfladenforklimaet på alle måder, men jeg tvivler på, at det hjælper noget. Jeg ser, at de store medier simpelthen ikke tager klimaformidlingen alvorligt. Det var meget sørgeligt at se medierne overgå hinanden i begejstring for noget, der burde formidles som virkelig tragisk fx sidste sommer: “Hvor er det spændende, at vi når 36 grader, det er rekord!”.
Byggeriet har et enormt ansvar – som man i erhvervet ikke påtager sig i jagten på profit. Man er (de fleste steder, men ikke alle) fuldkommen ligeglad med klimakrisen og jeg mener næsten, at det burde være strafbart – give bøder – at bilde folk ind, at de har brug for nyt hus, nye vinduer, nye døre, nyt køkken, nyt alt muligt, når det er løgn. Og når der er eksisterende glimrende bygningsdele, der kunne holde meget længere end de nye, som nogen gerne vil sælge husejerne i jagten på profit. Det er ikke alene amoralsk. Det er samfundsskadelig virksomhed at opfordre til præcis det unødvendige overforbrug, der skader vores børn og børnebørns mulighed for at overleve her på planeten. Vi så det i eksemplet fra Køge – jeg skrev om historierne om huset på min Instagramkanal (der jo er som en avis) og her kan man finde dem fastgjort i toppen. Her så vi et eksempel på, at et meget fint hus, i meget fin stand, med perfekte kernetrævinduer og en velplantet have, blev solgt til en af ejerne af Lind&Risør for knap 7.millioner – til nedrivning. Det er den slags “ingen kvaler, næste generation betaler” der ses overalt i byggeriet. Man tænker ikke cirkulært, men stadig gammeldags i den lineære økonomi, hvor det bare handler om at forbruge, rive ned, smide ud, brug og smid væk, videre til mere forbrug. Næsten alt forbrug er klimaskadeligt – men byggeri er i særdeleshed skadeligt. Man må kigge på tilblivelsen af fx et vindue, en belægning, et hurtigt bygget typehus, og så hvor meget delene belaster i sin tilblivelse. Men byggeriet står for mellem 30 og 40 procent af vores samlede klimaaftryk. Det er vildt. Og det er derfor, at byggeriet har et enormt ansvar for grøn omstilling til cirkularitet. Og det er derfor, vi må have fokus lige præcis her.
- Signe Wenneberg, journalist
