Skrevet af Søren Nielsen i forbindelse med #rydfladenforklimaet
“Uden solidaritet ingen bæredygtighed! Blandt de senest offentliggjorte klimadata finder man en højst foruroligende afvigelse i havenes gennemsnitstemperatur. Kurverne indikerer at et tipping point har fundet sted. Forhåbentlig resulterer informationen også i et mentalt tipping-point. Går der nu omsider hul på fortrængningen? Vi er mange der i årevis har drømt om at vores viden om klimaforandringerne ville blive håndteret som det, det er: En krise. Mange gange farligere end en pandemi eller en bristet finansbobbel. Men der har endnu ikke været en voksen til stede – som man siger. Hvorfor er det så svært at gøre det helt nødvendige? Standse den økonomiske vækst, reducere vores forbrug og dele det vi har retfærdigt. Der er jo nok til alle – især i Danmark som årligt bruger fire gange sit globale råderum.
Vi må begynde at spørge os selv hvem der har fordel af at opretholde det system der skaber ødelæggelserne. Og derfra må vi anvende de midler der skal til. Forbrugsforbud, rationering, beskatning af ressourceforbrug – begrænsninger af den individuelle frihed for den kollektive overlevelses skyld. En omstilling af økonomien med fair kompensation til dem der mister arbejde og indtægt. En ny samfundskontrakt indtil udfordringerne er løst. Ligesom når der er krig. Klimakrisens konsekvenser er sammenlignelige. Tørke, hungersnød, flygtningestrømme, tab af land gennem ørkendannelse og havvandsstigning. En krisepolitik bør ikke have andre tabere end den lillebitte økonomiske elite hvis forbrugsmuligheder bliver drastisk reduceret.
Både som borgere og som professionelle i et stenrigt i-land må vi trygle politikerne om at standse væksten i produktion og forbrug, at begrænse vores individuelle råderum, at tvinge os til mådehold, at give need-to-have absolut forrang for nice-to-have, at deles om rigdommen. Nedbringelse af byggeriets ressourceforbrug er en af de lavest hængende frugter samfundet har. I Danmark bygger vi af lyst – ikke af nød. Vi skal ikke standse byggeriet for evigt og selvfølgelig skal Ukraine og verdens utallige andre katastrofeområder genopbygges. Men herhjemme skal vi bremse kraftigt op i en periode, indtil faren er drevet over. Måske ti eller tyve år. Vi skal effektivt aflive alle forretningsmodeller der baserer sig på nybyggeri. Vi skal sætte urbaniseringen på pause indtil råderummet måske viser sig. Investeringsmidlerne må gennem love, regler og incitamenter dirigeres i retning af regenerative aktiviteter – skovrejsning, vegetabilsk landbrug, naturgenopretning, vedvarende energi, kollektiv trafik, miljø- og reparationsteknologi, medicin og sundhed.
Det politiske flertal har hidtil vist sig komplet udueligt. Man har benyttet sig af skinmanøvrer, forladt sig på lallende teknologioptimisme, tærsket langhalm på juridiske spidsfindigheder, lyttet til snævre regionale erhvervsinteresser, skræmt med gule veste og arbejdsløshed, spillet befolkningsgrupper ud mod hinanden og neutraliseret effekter gennem studehandler til indfrielse af opportunistiske valgløfter. Alt sammen for blot at bevare magten – til hvad? Til ikke at handle! Den sociale slagside ved indgreb som de bruger som bortforklaring er en selvvalgt barriere. En konstruktion der kan og skal ændres samtidigt med at der handles på klimakrisen.
Vi må stille krav om handling uden skygge af hensyn til vores individuelle forretningsinteresser og vi må kræve samme uselviske overblik af vores brancheorganisationer. I en krise står man sammen og finder løsninger sådan at skaderne bliver fordelt retfærdigt – lokalt, nationalt og globalt. Det kan føles godt at give afkald på privilegier og fortjenester, at ofre sig for noget større, at erfare at fællesskabet beskytter os alle. Meget bedre end at nyde rigelighed for sig selv i fortrængningen af andres ulykke. Vi kan vokse i selvværd i takt med at vi ofrer velfærd. Det kaldes solidaritet. Hvis vores verden går under, gør den det på grund af manglende solidaritet.
Men er det sådan, at vi ønsker at kende os selv som menneskehed?”
- Søren Nielsen, arkitekt og partner, Vandkunsten
