Vi har brug for at være mere ambitiøse, hvis vi vil skabe de nødvendige forandringer i byggeriet, for den grønne omstilling af byggebranchen går ikke hurtigt nok. Sådan lyder det fra Building Green, der sætter fokus på temaet ’Vejen mod Absolut Bæredygtighed’ den 2. og 3. november.
Forventningerne er tårnhøje, når Building Green for 12. gang inviterer indenfor til den store bæredygtighedsevent i Forum. De vil motivere byggebranchen til at hæve ambitionerne og begynde at se på de planetære grænser for vores planet og finde ud af hvordan vejen mod absolut bæredygtighed kunne se ud.
Temaet er meget aktuelt i byggebranchen lige nu, og Kasper Benjamin Reimer Hansen, arkitekt og Head of Innovation hos EFFEKT, er en af dem, der glæder sig til at deltage som taler i årets program:
– Der er intet mere farligt for den grønne omstilling, end illusionen om fremskridt. Derfor er de planetære grænser så vigtige, da de sikrer overgangen fra relativ til absolut bæredygtighed. Denne kobling mellem udvikling og biosfærens begrænsninger gør os i stand til at designe en ny måde at leve på, som er sund for både mennesker og planten. Derfor er det vigtigt, at Building Green sætter fokus dette emne i København.

For meget ’business as usual’
Planetens ressourcer er begrænsede, og dagen, hvor vi har opbrugt ressourcerne, rykker længere og længere frem i kalenderen hvert år. Absolut bæredygtighed udfordrer status quo, og det hjælper os med at huske, at bæredygtighed er mere end CO2-aftryk. Det handler for eksempel også om biodiversitet, luftforurening, overforbrug, økonomisk ulighed og vandforbrug. Selvom der kommer flere og flere bud på mere bæredygtige byggerier, er der fortsat lang vej til at det er reglen mere end undtagelsen. Connie Hedegaard, formand ved CONCITO, er også på scenen i Forum i år og hun understreger behovet for at rykke væk fra ’business as usual’:
– Alle taler om grøn omstilling, og mange arbejder på bedre og mere bæredygtige løsninger. Alligevel er der stadig for meget ’business as usual’. Hvordan kan sektoren hurtigere gøre bæredygtighed og cirkulære materialer til regel og ikke undtagelse? Jeg håber, at Building Green kan inspirere til de næste store skridt.

Hele byggeriets værdikæde skal med
Hele værdikæden i byggebranchen er inviteret til to dage med vidensdeling, debatter og netværk for den vigtige dagsorden, og der er et stort behov for at mødes på tværs af værdikæden for sammen at få ny viden og finde løsninger.
– Det er dejligt at opleve, at meget store dele af byggeriets værdikæde er i gang med at forberede sig på de nye klimakrav til Byggeriet fra 2023. Der er ingen tvivl om, at ambitiøs politisk regulering er en afgørende faktor for at sætte hastigheden op på den grønne omstilling. Jeg glæder mig til at deltage i Building Green, der kan give masser af inspiration og vidensdeling på tværs af værdikæden og ikke mindst tid til at netværke med andre, der brænder for et mere bæredygtigt byggeri, fortæller Lene Espersen, administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder.

Building Green løfter sløret for årets program i starten af september, der blandt andet byder på fem scener, spændende områder, nye aktiviteter og en masse leverandører af bæredygtige løsninger og produkter til byggeriet. Læs mere og tilmeld dig gratis her.