I samarbejde med Smith Innovation og BUILD inviteres byggebranchen
4 til 1 planet, Claus Bjørn Larsen: Byggeplads i Roskilde

Kalder byggebranchen: Hvordan får vi klimaaftrykket fra nybyggede boliger i bund?

Realdania og VILLUM FONDEN: Startskuddet har lydt for de bedste ideer og visioner for et fremtidigt boligbyggeri med markant lavere klimaaftryk. I samarbejde med Smith Innovation og BUILD inviteres byggebranchen til at byde ind med nye bæredygtige produkter og løsninger, der kan skubbe dansk boligbyggeri i en grønnere retning.

I foråret 2022 lancerede Realdania og VILLUM FONDEN indsatsen Boligbyggeri fra 4 til 1 planet med en klar målsætning: Klimaaftrykket fra nybyggede boliger skal reduceres med 75 procent. Skal det lykkes, skal der helt ny viden og innovation på bordet.

Nu inviterer Boligbyggeri fra 4 til 1 planet alle byggeriets aktører fra arkitekter og rådgivere til produktudviklere og designere til at komme med deres bud på løsninger, produkter, eksempler og designs, som kan inspirere det danske boligbyggeri til at gå i en markant grønnere retning.

”Vi når ikke i mål med en klimareduktion på 75 procent, hvis vi bliver ved med at bygge som hidtil – eller marginalt bedre. I arbejdet med at reducere boligbyggeriets klimaaftryk er der behov for at bruge helt nye løsninger, metoder og materialer. Indsatsen kalder i den grad på innovation. For branchen har i dag langt fra alle svarene og ej heller alle løsningerne. Det skal vores fælles indsats Boligbyggeri fra 4 til 1 planet i høj grad adressere og bidrage til at løse,” siger Michael K. Rasmussen, projektchef på vegne af VILLUM FONDEN. 

Indsatsen indeholder to calls – begge med ansøgningsfrist 20. juni

Figur med de to spor

Call 1: Sustainable Solutions

Dette call har fokus på innovation og leder efter fremtidens bæredygtige byggeklodser. Callet administreres af Smith Innovation og er primært målrettet producenter, opfindere og virksomheder, som udvikler bæredygtige løsninger på produkt- og komponent-niveau. Her inviteres de til at komme på banen med begavede løsninger, der kan bidrage til at minimere klimaaftrykket fra nybyggede boliger.

”I Boligbyggeri fra 4 til 1 planet arbejder vi målrettet med innovation og modning af nye ideer. Vi vil støtte test, dokumentation og modning af nye materialer og produkter, der kan hjælpe os over målstregen på vores vej mod boligbyggeri med et meget lavt klimaaftryk. Fra de gode ideer om hvordan vi bor, til nye materialer med lavere klimaaftryk og nye måder at bygge på. Vi ser rigtig meget frem til at få branchens bedste bud,” siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.

Call 2: Next Generation Architecture

Dette mere konceptuelle innovations-call er en åben invitation til arkitekter, designere og ingeniører – ikke kun de etablerede, men også næste generation. Her får de mulighed for at udvikle og opføre visionære boligkoncepter til en fremtid, hvor alle har råd til en bolig – uden at opførelsen af boligen kræver flere ressourcer, end vores planet har til rådighed.

Det sker i form af en konkurrence, hvor de bedste forslag får stillet 750.000 kr. til rådighed. Det er midler, som skal gå til en detaljering og til opførelse af deres forslag i pavillon-form, som efterfølgende vil blive vist til offentligheden i hjertet af København. 

Flere artikler
Filterbeton - læs en artikel om Teknologisk Institut og besøg dem på Building Green
Udvikling og nye løsninger er afgørende i kampen mod vandet