Rasmus Johnson er iværksætter og founder af Cowork Klitmøller, og fra 2006 – 2007 stod han bag den første brugergenererede masterplan for Cold Hawaii. Planen var grundlaget for en række initiativer inden for events, bosætning, turisme og uddannelse med surfing som omdrejningspunkt. Sidenhen var han manden bag masterplan 2.0 for Cold Hawaii, som udkom i 2019.
På Building Greens nye konference Build for Creativity den 8.-9. marts kan du opleve Rasmus Johnson tale om sit arbejde med Cold Hawaii gennem de sidste 15 år. I denne artikel kan du læse et interview med Rasmus.
Hvad er din baggrund og hvordan arbejder du med Creative Placemaking?
Jeg er opvokset i Videbæk i Vestjylland. Jeg slog mine folder i Ringkøbing, hvor jeg også gik i gymnasiet og dyrkede eliteatletik. I 1994 tog jeg på Oure Idrætshøjskole, hvor jeg lærte at windsurfe. Jeg blev fuldstændig bidt af det.
I 1995 kom jeg ind på idrætsstudiet i Odense. Kort tid efter flyttede jeg til byen. På bacheloråret fik vi videnskabsteori. Det var i den forbindelse, at jeg for alvor fik interesse i filosofi. Konsekvensen blev, at jeg skiftede til filosofistudiet, hvor jeg mødte professor David Favrholdt. Gennem ham fik jeg mulighed for at grave mig ned i kroppens betydning for erkendelse, som også blev omdrejningspunktet for mit speciale.
Windsurfing forlængede min studietid. Det kostede penge, så jeg arbejdede en del ved siden af. Pengene blev brugt på rejser til alverdens windsurfing destinationer. Blandt andet var jeg to gange et halvt år i Australien. Vi boede i en ombygget kassebil og drev op og ned ad den Vestaustralske kyst. Det var vidunderligt.
Det var også gennem windsurfing, at jeg opdagede Thy. I 2005 flyttede jeg sammen med min kone og lille søn til Klitmøller i Thy. Ideen var at lave en masterplan for Cold Hawaii.
Jeg tænker at det er min opvækst (forholdsvis) langt ude vest på, min interesse for idræt og kroppens helt vidunderlige kraft og potentiale samt stedets betydning for mine muligheder som windsurfer (og surfer), der fik mig til at interessere mig for placemaking.
Min “client” er kroppen i bevægelse. Som sådan er jeg optaget af, hvordan vi skaber rammer, som gør det muligt for de folk, der bor og besøger et område at tilgå, opdage og bruge stedet gennem et helt liv. Jeg har en forkærlighed for landdistriktet og landsbyerne – fordi det på en gang er svært og lige til. Det er svært, fordi urbanisering fortsat er en stærk og nødvendig kraft i verden, det er lige til, fordi man (langt ude) på landet ofte kun er et enkelt møde eller en opringning fra handling.
Hvorfor er det vigtigt at arbejde med Creative Placemaking?
Jeg mener, det er vigtigt, at vi løbende udfordrer vores opfattelse af, hvad stedet kan og skal være for os og det (øko)system, vi er en del af. I vores del af verden kan det hurtigt blive rutine og et spørgsmål om at komme fra A til B i “kampen” for at nå alt det, vi skal nå, for at blive verdensmestre. Creative Placemaking er i mine øjne det, der får os til at stoppe og se op – se alt det og dem vi skal skabe sammen med. Når det lykkes, giver det fornemmelsen af at høre til i et lokalområde.
Hvilke udfordringer og muligheder ser du inden for emnet?
Creative placemaking kræver, at vi accepterer, at det der sker, og måden det sker på, er på fællesskabets præmisser. Det kan være udfordrende, hvis verdenen i stadig stigende grad er et sted, hvor det er mig, mit og mine, der er i højsædet. Men deri består muligheden også: Det, at vi gør det sammen, er ikke det hele, men det er det vigtigste. Det, at det ikke bliver eller blev, som jeg havde forestille mig, er faktisk en succes.
Hvilke Creative Placemaking-projekter synes du er spændende?
Jeg er som rigtig mange andre optaget af klimaforandringerne. For mit vedkommende handler det i høj grad om de konsekvenser, det får for alverdens (kystnære) steder og frem for alt, hvor gode, vi er til at håndtere de forandringer. Jeg er meget interesseret i tilpasningsaspektet – altså, ikke så meget, hvordan vi holder temperaturen under 1,5 – 2 grader. Det sidste er sindssygt vigtigt, men det er noget andet end arbejdet med at tilpasse de steder, som allerede er og fremadrettet helt sikkert vil blive påvirket af klimaforandringerne, uanset hvilken temperaturstigning vi ender med. Ideen om at “bygge med naturen” er i mine øjne superinteressant. Et projekt som Sand Motor i Holland, synes jeg er spændende. Man kan diskutere, hvor meget creative placemaking, der har været over dét projekt, men det er projekter, som det, der bliver en del af fremtiden både i og udenfor byerne. I den forbindelse tror jeg på, at creative placemaking kan noget og derfor har en berettigelse. Står det til mig, er det det, jeg kommer til at bruge det meste af resten af mit liv på.
Hvad taler du om på konferencen Build for Creativity?
Jeg skal tale om Cold Hawaii og den udvikling, vi har været igennem og fortsat står midt i. Dermed kommer jeg også ind på en del af det, som gør, at Cold Hawaii nævnes, når Thy optræder på The New York Times liste over 52 steder verden over, som man skal besøge. Jeg håber, at deltagerne derigennem bliver mindet om, at verden ikke er sort-hvid: At Danmark er mere end København og Den rådne Banan, samt den betydning vores ideer og det, vi gør sammen, på steder, der betyder noget for os, har for den verden og de fortællinger, vi bygger op.
Vil du høre mere om Cold Hawaii fra Rasmus Johnson?
Vær med på konferencen Build for Creativity, der afholdes den 8.-9. marts i København. Læs mere om konferencen her og tilmeld dig her.
