Efterspørgsel på bæredygtige erhvervslejemål - WE BUILD DENMARK

Efterspørgsel på bæredygtige erhvervslejemål

Hansson Erhverv i Sønderborg bygger erhvervslejemål og mærker en øget efterspørgsel på bæredygtigt byggeri. Derfor har de uddannet sig på feltet og kan nu sparre med deres rådgivere og håndværkere på en helt anden måde. 

God grundforståelse af det cirkulære

Hansson Erhverv har eksisteret siden 1979, og Nanna og Mads Vestskov Hansson har drevet virksomheden sammen, siden Nanna overtog den fra sin far i 2015. De udlejer mange forskellige typer erhvervslejemål – alt fra kontor- og butikslokaler til lager- og produktionsformål – og kunderne er i stigende grad bevidste om lejemålenes grønne profil. Nanna og Mads deltog i foråret i efteruddannelse i regi af bygge- og anlægsklyngen WE BUILD DENMARK. Mads siger om opkvalificeringen:

– Vores deltagelse i kurserne har givet os en god grundforståelse og basisviden omkring det cirkulære, bæredygtige byggeri. Vi føler os godt klædt på til at vejlede vores lejere og sparre med vores samarbejdspartnere. F.eks. arbejder vi tæt sammen med nogle rådgivere om et aktuelt nybyggeri, og her kan vi mærke, at vi har udbytte af vores viden om bl.a. bæredygtige byggemetoder og materialevalg.

”Uddannelse bragte os højere op i helikopteren”

Nanna og Mads Vestskov Hansson deltog i kurserne ”Konsulent i Svanemærket byggeri”, ”DGNB materialekursus” og ”Certificeret rådgiver i bæredygtigt byggeri”. Især sidstnævnte var ifølge Mads virkelig en øjenåbner:

– I den grønne omstilling har man tendens til at fokusere mest på CO2-udledning. Men der er mange flere aspekter af cirkulær bæredygtighed i byggeriet – både miljø, social ansvarlighed og en bæredygtig økonomi. Uddannelsen bragte os nok lidt højere op i helikopteren.

Lige nu er Hansson Erhverv i gang med at opføre et 3.000 m2 stort lejemål, hvor lejeren har betinget sig, at deres kommende produktions- og administrationslokaler skal være bæredygtige. Som bygherre er Hansson Erhverv prækvalificeret til DGNB-certificering og har allerede et samarbejde med en DGNB-konsulent, der skal følge processen.

Blod på tanden til mere viden

Hos WE BUILD DENMARK bekræfter forretningsudvikler Kathrine Gabriel, at tilegnelse af viden kan være afgørende for, at branchefolk har lyst til at kaste sig ud i at arbejde med bæredygtighed:

– For mange aktører i byggebranchen er det vigtigt, at de kan arbejde med bæredygtighed uden at føle, at de går på kompromis med deres troværdighed. Her klæder efteruddannelsen dem på til at omstille sig. Og vi ser ofte, at når man først er kommet i gang med kurser inden for bæredygtighed, får man blod på tanden til at vide endnu mere – og lyst til at være på forkant.

De tre kurser, som Hansson Erhverv fulgte, strakte sig over forårsmånederne og havde en varighed på hhv. syv kursusdage, tre kursusdage og en enkelt kursusdag. Virksomheden medfinansierede selv 50%, og kurserne foregik i regi af WE BUILD DENMARK, men med forskellige kursusudbydere.

Sponsoreret indhold i samarbejde med WE BUILD DENMARK

Flere artikler
På Building Green kan du høre om Expandias nye og miljøvenlige skolemodul, S3000.
Fremtidens grønne skolemodul