Mød 8 grønne startups, der viser deres innovative løsninger frem

Start Up + Meet Up er et helt nyt område på Building Green København den 3. – 4. november. Du finder området på balkonen i Forum, hvor et særskilt område er dedikeret kun til de 8 startups og deres grønne løsninger.

Ideen med det nye område er at sætte fokus på nye virksomheder inden for byggebranchen, som gør noget ekstra for at finde på grønne løsninger og har dedikeret deres virksomhed til dette.

Kom på besøg i det nye område og oplev de 8 virksomheder. Du kan her blive inspireret af bæredygtige forretningsideer og blive klogere på udviklingen inden for byggebranchen. Du har også mulighed for at gå i dialog med start up-virksomheder og høre grundlæggernes tanker bag ideerne.

Start Up + Meet Up er støttet af Erhvervsstyrelsen.

Entwine er en virksomhed, som er specialiseret i bæredygtighed gennem datadrevet design. Fra byggeriets første dag etablerer Entwine et feedback-loop mellem det arkitektoniske design og byggebranchen. Med dygtig rådgivning og tilpassede digitale værktøjer støtter de arkitekter i udarbejdelsen af bæredygtige, effektiv og komfortable bygninger. Samarbejdet er enkelt, effektivt og skræddersyet til hvert projekt. Det fungerer på således:
1. Det arkitektoniske 3D-koncept er implementeret i Entwines workflow. Plug-in integration til Rhinoceros tillader smidig fejlfri deling af data mellem arkitekten og vores konsulenter.
2. Efterhånden som designet skrider frem, kan arkitekten kvantificere, hvordan designet påvirker forestillinger – sammenligne alternativer med en holistisk forståelse og modtage dygtig rådgivning til forbedringer.
3. Fra tidlige skitser til detaljerede løsninger, sørger Entwine for, at design omfatter de højeste standarder for bæredygtighed og effektivitet.

NJORD laver kuppeldrivhuse, hvor grøn livsstil og dyrkning er omdrejningspunktet. Kuppeldrivhuset er dansk produceret, stormsikkert, designed for disassembly og opført i genanvendte materialer i biomimetisk design, hvor hexagoner er sammenføjet til en selvbærende struktur. Drivhusene er designet så de let kan skaleres op med nye moduler. De lægger vægt på et cirkulært materialeforbrug med genanvendt akryl og aluminium. Med simple værktøjer kan det skilles ad og gennem tilbagesalg og redesign kan materialerne indgå i en cirkulær økonomi.

Hos NJORD er den grønne livsstil og nabofællesskabet to vigtige punkter. Med et levende og grønt fællesskab imellem husene reetablerer de forbindelsen mellem mennesker og natur. Det skaber helhed og sammenhængskraft mellem visionerne for et bæredygtigt byggeri og beboernes konkrete adfærd. Med et dansk designet og produceret kuppeldrivhus, skaber NJORD lokale arbejdspladser og reducerer klimaaftrykket.

Enyday tilbyder en app og automatiseret løsning til drift af energifællesskaber såsom kontorer, lejligheder eller rækkehuse med kollektiv elforsyning og fælles solceller og batterilager. Enyday viser elforbruget i jeres energifællesskab i realtid og fordeler strøm fra solceller, elnet og eventuelt batterilager time for time, så alle får en letforståelig elregning og belønnes for grøn adfærd.

Løsningen laver automatisk udarbejdelse af lovpligtige elforbrugsregnskaber med integration til gængse boligadministrationssystemer. Platformen gør det let og attraktivt at udnytte delte energiressourcer, her kan fælles solceller muliggøre, at det kan betale sig at installere flere solceller end for eksempel krævet i energirammen. Med Enydays løsning kan boligselskaber, ejendomsudviklere og boligforeninger nu let drive energifællesskaber og opnå betydelige CO2-mæssige- og økonomiske fordele.

Milva er det første digitale miljø- og ressourcekortlægningsværktøj. Ifølge Milva starter fremtidens cirkulære byggeri inden nedrivningen. Milva kortlægger hele bygningsmassen i ejendommen og lokaliserer, katalogiserer og kvantificerer farlige stoffer såvel som potentielt genbrugelige eller genanvendelige materialer. Automatiserede processer genererer sanerings-, håndterings- og sundhedsvejledninger, så arbejdet kan udføres sikkert og effektivt, og samtidig bliver genanvendelige og genbrugelige materialer automatisk sat i udbud fra adressen.  

Milvas logik er baseret på en grundig metodeteknik og de store mængder data, vi har indhentet ved at lave over 600 digitale kortlægninger. Det er på den baggrund, at Milva udvikler og tilpasser sig forskellige nedrivnings- og renoveringsprojekter. Med tiden vil Milva blive mere præcis, og vi vil kunne bidrage til den cirkulære omstilling med et fast udbud af dokumenterede rene, genbrugelige og genanvendelige materialer.

HEMBOO er en startup, der udvikler præfabrikerede facadesystemer i hampebeton og bambus, Byggebranchen er ansvarlig for ca .30 % af dansk CO2. Det skal reduceres for at nå grøn omstilling – noget som man politisk har valgt at takle gennem ny lov om CO2-loft på nybyg. Der skal derfor bruges måder at mindske CO2 i byggeriet, og biobaserede materialer er en lovende løsning.

HEMBOOs elementer gør det nemt, hurtigt og økonomisk at anvende biobaserede materialer. Elementer er strukturelle op til 5 etager og isolerende. De er sammenlignelige med betonelementer på pris og kvalitet men har flere væsentlige fordele: HEMBOO-elementet er 80% mindre CO2-udledende end typisk brugte sandwichelementer, skaber sundere indeklima gennem diffusionsåbent byggeri og anvender fornyelige ressourcer, der nemt kan indgå i cirkulære systemer.

Upcycling Forum er et forum for virksomheder, der ønsker at reducere deres affaldsmængder og CO2-udledning. I Danmark genereres der årligt 8 mio. tons affald fra industri, byggeri og service. Upcycling Forum tilbyder et digitalt upcyclingsværktøj, der gør det nemt for deres medlemsvirksomheder at skabe overblik over deres restmaterialer og måle CO2-redutionseffekten på deres upcycling- og genbrugsprojekter. Upcyclingsværktøjet giver mulighed for:

  • At I kan skabe et samlet overblik over jeres restmaterialer og beregne co2-reduktionspotentialet
  • At I kan oprette upcycling projekter, anvende restmaterialer og indfri co2 potentialet
  • At I kan involvere medarbejdere, eksperter og partnere.

De tilbyder 4 forskellige medlemskaber, og mere end 200 virksomheder er medlemmer og gør brug at Upcycling Forums service.

URBAN TREE viser en ny løsning, der skal gøre vores byer mere grønne. Hos URBAN TREE har de fusioneret to ideer – et ønske om at have mere natur i byerne og deres passion for at reducere det materielle aftryk. URBAN TREE er et multifunktionelt stykke design, der kan styrke biodiversiteten i byområder, lagre regnvand og fungere som en oversvømmelsesbuffer. Det skal tilføre mere grønt i bylivet og gøre det til et sted, som borgerne kan nyde.

URBAN TREE skelettet er lavet af industrielle affaldsstrømme, der ellers ville ende på affaldspladsen – træet består af 2 tons industriaffald. Skelettet af affald giver træet sin form og gør det stærkt nok til at rumme op til 2500 liter vand. Her bruges det indvendige vand til at vande planterne på ydersiden, og en bænk der omringer træet, giver borgerne et sted at mødes.

Woodsense arbejder for at forebygge skader i træ. Deres intelligente sensor kan finde og forebygge skader i træ gennem trådløse målinger af træets fugtighed sammenholdt med omkringliggende temperatur og luftfugtighed. Ved at sammenholde dataindsamling fra træet med det omkringliggende miljø, er det muligt at reagere på situationer, hvor der kan forekomme fugtskader. Dermed reduceres ressourcespildet i byggebranchen, og det bliver mere fordelagtigt at bygge i træ.

Deres sensor kan anvendes i alle stadier af byggeriet – fra fabrik til byggeplads og videre til drift. Sensoren kan derfor også anvendes til at monitorere træets fugtighed i eksisterende bygninger og understøtte bevarelsen af disse. Ved hjælp af sensorløsningen og gennem dataindsamlingen bidrager woodsense med at fremme den bæredygtige byggebranche.

Har du spørgsmål til Start UP + Meet UP? Så tag endelig fat i Head of Commercial Helene Henriksen på hh@buildinggreen.eu eller +45 4195 1424