Velbesøgt Build in Wood samlede byggebranchen om træbyggeri

04/06/2018 Emmilie Hansen

Den første afholdelse af Build in Wood fyldte d. 30. og 31. maj Docken i Københavns nordhavn med engagerede og vidende fagfolk fra den danske og internationale byggebranche. Fra scenen hørte deltagerne paneldebatter om de gældende vilkår, udfordringer og potentialer i at bygge med træ i Danmark. De fik også nye indsigter fra specialister i for eksempel brand, bygningsreglementer, arbejdsprocessen på byggepladsen, bæredygtighed samt træets holdbarhed i forhold til fugt og råd.

Cases med aktuelle og fremtidige træbyggerier

Build in Wood bød også på oplæg om konkrete træbyggerier fra både Norden, det øvrige Europa og Japan. Verdens pt. højeste træbyggeri, Mjøstårnet i Norge, blev præsenteret af Øystein Elgsaas fra Voll Arkitekter.

”Jeg deltog for et par år siden selv på en lignende konference i Oslo, hvor jeg hørte om træhøjhuset Treet i Bergen. Der hørte jeg oplæg fra de ingeniører, vi nu samarbejder med på Mjøstårnet, og jeg havde stor gavn af det seminar, da vi selv skulle i gang med vores projekt. Og nu tænker jeg, at jeg ved at fortælle om vores erfaringer på denne konference kan være med til at bringe træbyggeriet videre”, fortæller Øystein Elgsaas.

Også Lone Wiggers fra C.F. Møller, Richard Woschitz fra østrigske Woschitz Group, Kirsten Haggart fra Waugh Thistleton Architects og Hajime Aoyagi fra Nikken Sekkei i Japan fortalte om deres cases. Alle træbyggerier men af vidt forskellig karakter og omfang, og nogle tættere på at blive realiserede end andre. Nikken Sekkei arbejdede med den længste tidshorisont. Deres højhusbyggeri, W350, skal efter planen stå færdigt i Tokyo i 2041.

Netværksreception i udstillingen

I pauserne og under den programlagte netværksreception flokkedes deltagerne i udstillingen og ved cafébordene, hvor der var aktivitet og summen af snak lige frem til, at konferencen lukkede og slukkede for dette års afholdelse. Vi håber at se lige så mange engagerede konferencedeltagere næste år, hvor Build in Woodløber af stabelen d. 22. og 23. maj. Vi ses!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *