Træbyggeri fremmer både miljø og branchesamarbejde

16/05/2018 Emmilie Hansen

På Build in Wood d. 30. & 31. maj giver flere internationale arkitekter og ingeniører et indblik i deres arbejde med træbyggeri og deres syn på valg af byggematerialer. Byggebranchen får lejlighed til at fokusere på blandt andet innovativt samarbejde og de miljøfordele, der følger med udviklingen i byggematerialer.

Tilmeld dig her

Når byggebranchen d. 30. og 31. maj mødes til Build in Wood i Docken i Københavns Nordhavn, bliver der lejlighed til at høre indlæg fra både nationale og internationale keynotes med interesse i at dele erfaringer og konkrete cases.

”Jeg har selv tidligere deltaget i en lignende konference i Oslo. Den event gav mig mulighed for at trække læring ud af andre arkitekter og ingeniører, der havde prøvet at bygge højhuse af træ. Det var meget værdifuldt i forhold til vores egen designproces”, fortæller Øystein Elgsaas fra Voll Arkitekter i Norge.

 

Træet sætter rammerne for samarbejdet

Voll Arkitekter er i fuld gang med at udvikle Mjøstårnet i Brumunddal i Norge, et byggeri på 18 etager og med konstruktioner, vægge og tag af træ. Han fortæller om en designproces, der på vejen mod det færdige resultat er blevet ændret mange gange og altid med udgangspunkt i materialet.

”At bygge en struktur som Mjøstårnet er umuligt uden samarbejde. Alle i teamet skal have en grundlæggende respekt og forståelse af byggematerialets styrker og svagheder, hvis det færdige resultat skal blive godt. Vi begyndte med en idé, og så startede samarbejdet med ingeniører, byggeledere og entreprenører, hvor designet blev ændret og omformet mange gange, inden vi havde det endelige resultet. Træstrukturen var hele vejen katalysatoren for de ændringer, der kom til i processen”, fortæller Øystein Elgsaas.

Også det britiske arkitektfirma Waugh Thistleton Architects har store træbyggerier på tegnebrættet og under opførelse, blandt andet Dalston Lane i London, der er verdens største byggeri i krydslamineret træ (CLT). Senior Associate Kirsten Haggart fremhæver også branchesamarbejdet som et vigtigt element i processen med at bytte stål og beton ud med det bæredygtige træ.

”Hovedudfordringen er at understøtte byggebranchens aktører hen mod forståelsen af, at træbyggeri er det 21. århundredes tilgang til byggeri. Vi samarbejder med to store britiske entreprenører, som har besluttet at bruge CLT til deres produktion af off-site moduler, og der er et stort vækstpotentiale i brugen af træ i den type produktion”, mener Kirsten Haggart.

 

Miljøet vinder på træbyggeri

De nye store træbyggerier kommer nemt til at lyde som et kapløb om først og størst på byggebranchens internationale scene. Hajime Aoyagi fra det japanske arkitektfirma Nikken Sekkei samarbejder netop nu med Sumitomo Forestry på det 350 meter høje træbyggeri W350 i Tokyo, og for ham ligger det virkelige fokus et andet sted.

”Vi ser ikke på projektet med at bygge W350 som et enkeltstående udfordrende projekt. Det kommer til at lede os frem mod større lagring af CO2 og til at sænke bygningers klimapåvirkning i et livscyklusperspektiv, sunde skove og en genetablering af skovindustrien”, fortæller Hajime Aoyagi, og fortsætter:

”De store træbyggerier kan få stor betydning for den miljømæssige og sociale bæredygtighed, og jeg deltager på Build in Wood for at få lejlighed til at præsentere de aktuelle miljømæssige og sociale udfordringer, der er i Japan lige nu og samtidigt dele mine tanker om, hvordan vi kan løse dem”, siger Hajime Aoyagi.

Læs mere om program, temaspor og talere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *