Anna-Mette Monnelly er bæredygtighedschef i entreprenørvirksomheden NCC Danmark. NCC udvikler skoler, sygehuse, veje, broer, boliger, kontorlokaler og meget mere, og de arbejder for at skabe en bedre fremtid med bæredygtige løsninger af højeste kvalitet.
På Building Green den 28.-29. oktober deltager Anna-Mette Monnelly i debatten ‘Skal vi renovere, rive ned eller bygge nyt?’, som Renovering på dagsordenen v/Bygherreforeningen står bag, hvor de også offentliggør en dugfrisk analyse, der viser, hvordan forholdet mellem renovering, nedrivning og nybyggeri påvirker klimaet. I dette indlæg kan du læse et interview med Anna-Mette Monnelly.
Hvordan arbejder du og NCC med bæredygtighed?
Vi arbejder med bæredygtighed på forskellige niveauer. Vi er både interesserede i at nedbringe vores egen påvirkning som virksomhed – altså på vores kontorer og byggepladser– og i at få ændret den måde, vi udvikler byggeri på. Vi vil gerne skabe en god effekt lokalt der hvor vi bygger for brugerne, naboerne og mikroklimaet, men vi forsøger også at påvirke vores værdikæde igennem vores indkøb og beskytte de store økosystemer. Og vi vil gerne gøre en forskel for den enkelte, som har behov for at komme tilbage på arbejdsmarkedet men også for vores kunder, der skal stå til regnskab for deres kunder i forhold til at være ansvarlige. Vi er ikke i mål endnu, men vi ved, hvor vi vil hen.
Er der sket nok de sidste 10 år inden for bæredygtigt byggeri i dine øjne?
Nej. Branchen har spildt værdifuld tid. Viden og kompetencer har været til stede, men ikke som almen og general standardviden helt ude i hjørnerne af branchen. Og så har viljen manglet og helt almindelige menneskelige adfærdsmønstre har domineret.
Men noget er der sket. Blandt andet er CO2-ækvivalenter, biodiversitet, cirkulær økonomi, LCA, EPD og materialepas kommet ind i hverdagssproget, og det viser, at der er skabt en bevidsthed om mulighederne. Det er også tegn på, at nogle af de tidlige erfaringer fra Earthships byggerier fra 70’erne og 80’erne med for eksempel halmhusbyggeri og genbrug af bygningsdele kan have et kommercielt, stor-skala potentiale. Det er spændende.
Branchen har ikke grundlæggende forandret sig og bygger generelt, som den har gjort i de sidste mange årtier. Over de sidste 40-50 år er vi er lykkes med at reducere energiforbruget til opvarmning i nyt byggeri. Byggeri med køling er desværre blevet mere udbredt, hvilket skaber en ond spiral: Jo mere vi køler, jo mere energi bruger vi og jo varmere bliver planeten.
Men i forhold til materialernes belastning har vi en enorm udfordring foran os, og den er direkte relateret til de store udledninger og påvirkning af skadelige stoffer på økosystemer og menneskelig sundhed. Forståelsen af hvordan det hele hænger sammen mangler fortsat at blive almen viden, hvilket er en forudsætning for at kunne arbejde bæredygtigt. Det er branchen heldigvis godt i gang med.
Hvad skal der til for at accelerere bæredygtigt byggeri de næste 10 år?
Ensartede og målrettede lovkrav, som der følges op på samt sammenlignelige, tilgængelige, digitale materialedata. Vi skal både holde udledningerne nede OG samtidig styrke de økosystemer, der skal absorbere udledningerne, og som er vores livssupportsystemer. Derfor er det afgørende, at der i bygningsreglementet stilles krav til CO2-ækvivalenter udledninger /m2 og krav til løsninger, der styrker økosystemer og biodiversitet. Og de krav skal være ambitiøse og på både materialeniveau og bygningsniveau.
Dernæst har branchen brug for materialepas. Materialepas vil blandt andet have data, der beskriver evnen til at indgå i den cirkulære økonomi og en indholdsdeklaration. Det er ikke en konkurrent til EPD’er, men sammen giver de et stærkt datasæt, der er nødvendigt.
Under renoveringer mister vi i dag store mængder ressourcer, fordi de indeholder skadelig kemi, eller fordi de behandles forkert under nedtagning og udsortering. Det reducerer mængden af brugbare ressourcer, da de går til nyttiggørelse eller deponi i stedet for til upcycling. Branchen skal derfor forstå, styre og værdisætte de ressourcer, vi bygger af i den nye virkelighed som klimakrise og overforbrug af råstoffer vil skabe.
Når vi skal genanvende og genbruge i fremtiden, så stiller det krav til, at det, vi bygger af i dag, er fuldt deklareret, så vi ved, hvad der er i det. Ellers bliver vi ved med at miste både mængder og kvalitet i fremtiden– og det vil påvirke priserne fremadrettet. Ved at der er styr på hvor materialerne indeholder, kan deres værdi fastholdes. Og måske vil de endda stige afhængig af efterspørgslen.
Hvilke overvejelser har du og NCC Danmark, når I vælger materialer til et projekt?
Pris ender med at være den afgørende faktor, sammen med holdbarhed, funktionalitet og forsyningssikkerhed. Det er vores udgangspunkt, når vi indarbejder bæredygtighedskrav i vores rammeaftaler. Vi har 10 punkter i vores bæredygtige indkøbsstrategi, der for eksempel stiller krav til at undgå skadelige stoffer, indlejret CO2, PVC-frit, genbrug- og genanvendelsespotentiale, certificering og dokumentation. Derfor efterspørger vi en lang række data, som vi desværre ikke altid kan få.
Vores overvejelser for materialevalg er også relateret til, hvem vores kunder er. Flere bygherrer er blevet opmærksomme på materialernes betydning, og det gør det nemmere at gå i dialog med dem om bedre materialevalg.
Bygherrer, der kun har fokus på den billigste pris, går glip af de mange fordele som et sundt og klogt materialevalg bidrager med til deres investering. Her har vi ringe mulighed for at udfordre hvilke materialer der bygges med. Derfor er det afgørende at der kommer lovkrav som styrer branchen i den rigtige retning.
Hvilke udfordringer er der pt. med certificeringer, målbarhed, klimapåvirkning eller lignende ved materialevalg?
Branchen skal grundlæggende have styr på, hvad der er i de produkter, vi bygger af, effekten af dem og hvor de befinder sig i byggeriet. Vi har i dag et dårligt beslutningsgrundlag, og derfor skal vi have udviklet materialepas, fordi det skaber den transparens, sporbarhed og dokumentation, der mangler i de eksisterende data.
Det er svært, tidskrævende eller ligefrem umuligt at få overblik over, hvad byggevarer indeholder i dag. Det er et generelt problem, at man ikke ved, hvad byggeri indeholder, om og hvordan materialerne kan genanvendes eller genbruges, og hvad man dermed reelt køber, når man som bygherre investerer i et byggeri.
DGNB har potentialet til at stille skrappere krav til byggematerialer, men er stadig i gang med at etablere sig i markedet. Svanemærkningen har nogle gode krav, som det er muligt at leve op til. Men der er stadig alt for mange såkaldte ”Substances of Very High Concern” (SVHC) i dansk byggeri, der er ødelæggende for både vores kollegaers arbejdsmiljø, slutbrugernes sundhed, klimaet og økosystemer. Og så er der alle de stoffer vi endnu ikke kender farligheden af endnu, altså fremtiden fortidens-synder.
Så det er afgørende af at certificeringsordningerne skruer på kravene, at leverandørerne finder reelt bedre alternativer og at vi får et standardiseret materialepas, der kan indgå i det digitale byggeri.
Du er med i debatten ’Skal vi renovere, rive ned eller bygge nyt?’ på Building Green København, hvorfor er det en vigtig debat?
Fordi vi skal en masse af det hele – mest renovering – og fordi dilemmaerne hober sig op.
Det eneste, der ville have en gavnlig effekt på klimakrisen, ville være ikke at bygge noget overhovedet og det eneste vi ved er, at vi SKAL bygge – et eller andet. Der venter store omfattende renoveringer af byggeri fra 1960’erne og fremefter. Det er mange årtiers byggeri, som har dårlige forudsætninger for at blive reelt renoveret med de renoveringsprocesser, der er almindelige i dag. Så en del af det vil have mere karakter af en nyopførelse på eksisterende fundamenter – kan man kalde det en renovering?
Et altoverskyggende spørgsmål er nemlig, hvorfor behovet for renovering egentlig er så stort? Behovet for energirenoveringer er der ikke så meget tvivl om, og nok heller ikke dét, der er relateret til eksperimentelle byggeteknikker.
Men er der en uforholdsmæssig stor del af vores bygningsmasse, der ganske enkelt ikke bliver vedligeholdt godt nok? Hvor meget renovering kunne man undgå hvis drift og vedligehold blev prioriteret højere, og hvordan ville det store regnskab ende med at se ud når man inddrager klimapåvirkning i overvejelserne på højde med de løbende værdiberegninger?
En del af det byggeri, der skal renoveres, er hvad man kan kalde ”bare-et-byggeri”. Det vil sige ikke noget, der har en særlig bevaringsværdig status eller en umiddelbar tiltrækning som for eksempel et murermesterhus kan have. Byggeri som mangler en stærk arkitektur, der kan fastholde en interesse for at passe godt på det. Det er derfor også en del af debatten, at god arkitektur kan generere et incitament til at vedligeholdet over mange år prioriteres.
De redskaber, der skal understøtte, at der træffes alle de relevante beslutninger, er der behov for at få udbredt i branchen så det det bliver almen standardviden, fuldt implementeret i bygherrernes processer.
Hvad håber du, deltagerne får ud af at høre/deltage i debatten?
Deltagerne skal kende til den spændende rapport som Renovering på Dagsordenen har fået udarbejdet, hvor blandt andet de CO2-udledningsmæssige konsekvenser for en række cases bliver analyseret.
Mest af alt ønsker jeg at deltagerne kan fastholde håbet om, at vi er på rette vej, og blive inspireret til at hjælpe til – alle skal gøres deres, så vi kommer hurtigt nok afsted. For dét er den største udfordring lige nu: gør vi det rigtige hurtigt nok?
Vil du høre mere om renovering, materiale og bæredygtighed fra Anna-Mette Monnelly?
Tilmeld dig streamingen af Building Green den 28.-29. oktober og vær med i debatten.
Læs mere her og tilmeld dig her.