13. oktober 2019 Emmilie Hansen

Stadsarkitekt i København Camilla van Deurs åbner Building Green den 30. oktober med en åbningstale omkring fællesskab i København. Camilla van Deurs har været stadsarkitekt i Københavns Kommune siden 1. februar i år. Før det var hun partner i Gehl Architects i 11 år. Hun har tidligere arbejdet som forsker og underviser.

Som stadsarkitekt har Camilla van Deurs til opgave at rådgive Københavns Kommunes politikere og forvaltninger om byudvikling, planlægning og arkitektur. I det her indlæg kan du læse et interview med Camilla omkring fællesskab, bæredygtighed, CO2-neutralitet og Københavns fremtiden.
 

Hvordan arbejder du med bæredygtighed og fællesskaber i dit daglige arbejde?

Som stadsarkitekt i København har jeg mulighed for at se på tværs af alle de strategier, projekter og lokalplaner, der påvirker Københavns udvikling og dermed være med til at understøtte de overordnede visioner om mere fællesskab og bæredygtighed i byen. Fællesskab København, som er Teknik- og Miljøforvaltningens visionsdokument, rummer tre pejlemærker, ’levende by’, ’En by med kant’ og ’En ansvarlig by’. En ansvarlig by handler i høj grad om den bæredygtige dagsorden inden for klima, trafik og miljø i forhold til at understøtte Københavns Kommunes ambition om C02-neutralitet i 2025, men dette mål kan kun løses i fællesskab med alle de andre aktører i branchen.

Der har aldrig været så meget fokus på den grønne omstilling inden for byggeriet som netop nu, hvor både den folkelige interesse, den politiske agenda og branchens interesser peger i samme retning. Derfor har vi i kommunerne et stort ansvar for at handle og skabe rammerne for, at byggeriet kan bevæge sig i en grønne retning.
 

Hvorfor tror du interessen for at flytte sammen i fællesskab er stigende?

I en tid hvor der i stigende grad er fokus på at tænke mere ressourcebesparende, er netop mulighederne for at fremme det fællesskabsorienterede boligbyggeri en oplagt mulighed for at kombinere Københavns bæredygtighedsdagsorden og behovet for et meget mere diverst boligtilbud i byen. Fællesskaberne er en måde dels at dele de praktiske gøremål i hverdagen, men i lige så høj grad handler de også om det sociale fællesskab i en storby, hvor flere og flere desværre oplever ensomhed i deres boligområder.

Med Kommuneplan19 lægger vi op til, at 50 % af den gennemsnitlige boligstørrelse kan være ned til 50 m2, og dermed håber vi at invitere til langt flere mindre boliger og boliger med fokus på fællesskabet. Desuden afsætter vi midler til at understøtte flere fællesskaber i det almene ved at øremærke grundkapital til bofællesskaber og opfordrer til fællesskabsorienterede boliger i de nye lokalplaner. Det gør vi f.eks. i det nye Vejlandsgade-kvarter, hvor 25 % af boligerne er fællesskaber, og det bliver Københavns første bykvarter i træ og med fokus på at minimere biler i bydelen, det vil sige at vi samlet får et meget bæredygtigt kvarter.
 

Beskriv det gode fællesskab, hvad skal der til for at skabe fællesskab i byen?

I København har vi en lang tradition for at tænke byliv før byrum og før bygninger. Det er en åben invitation til alle, der bruger byen til at tage aktivt del i byens udvikling. Det giver byen mere puls, og det er mere tilfredsstillende at være i en by, man selv er med til at skabe. Derfor har vi fokus på at skabe inddragende byudvikling, hvor borgerne afprøver nye demokratiske former f.eks. den borgersamling, vi er i gang med om fredeliggørelsen af Middelalderbyen. Men i alle skalaer og projekter i byen søger vi at understøtte projekter, der arbejder med fællesskabet. Det kan f.eks. være byrum og parker, hvor der er plads til mange forskellige aktiviteter og typer af brugere. Det kan også være skoler, hvor der også er åbent for fritidstilbud om aftenen, eller boligområder med blandede boformer og en divers beboersammensætning.
 

Hvilke tanker åbner du Building Green med, og hvad håber du, deltagerne får ud af at deltage på Building Green?

Jeg håber selv at blive inspireret til at se nye løsninger og blive udfordret på nogle af de rammebetingelser, der måske forhindrer mere fællesskab eller grønnere løsninger i byen.
 

Vil du høre mere til Camilla van Deurs om ambitionerne for fællesskab i København?

Til Building Green den 30.-31- oktober kan du høre Camilla van Deurs åbningstale, og du kan få inspiration til bæredygtigt byggeri og fællesskab. Vær med i fællesskabet og vær med til at gøre byggeriet mere grønt. Tilmeld dig her.