Anlægsgartner Gottlieb fra Skibby har modtaget CSR People Særpris, der blev uddelt ved CSR People Prize 2023 i Aarhus. Baggrunden er, at firmaet på få år har mangedoblet sin medarbejderstab. Flere af de nye medarbejdere er rekrutteret på kanten af arbejdsmarkedet, ligesom virksomheden planlægger driften ud fra en række klimahensyn.
– Vi hjælper de udsatte, så de kan få en ny start på tilværelsen. Noget af det bedste er at se dem vokse, og det gør, at vores samlede organisation får øjnene op for en helt ny verden, fortæller Thomas Gottlieb, direktør. Det var en ydmyg og rørt Thomas Gottlieb, som sammen med Susanne og Daniel modtog den meget flotte pris på scenen, hvor Thomas også blev interviewet af Line Vaaben fra Politikken, for at sætte lidt flere ord på det arbejde som de netop gør hos Anlægsgartner Gottlieb. Her løftede Thomas også sløret for hans nye hjertebarn, Gottliebs Akademi som meget snart ser dagens lys.
Formand for juryen bag CSR People Særpris, Cabis direktør Mette Rønnau, lægger ikke skjul på, at hun er imponeret over den måde, som Anlægsgartner Gottlieb arbejder med ESG-dagsordenen i hverdagen:
– Virksomheden planlægger alle arbejdsgange med respekt for miljø og klima. De kører i elbiler, og mange af deres maskiner er batteridrevne. Det skåner både miljøet og medarbejdernes helbred, da de batteridrevne maskiner samtidigt er lettere at håndtere, siger hun.
Virksomhedens ledelse har også indført en række tiltag, der sikrer, at sårbare medarbejdere ikke forlader jobbet hurtigt igen. En buddyuddannelse og træning i psykisk førstehjælp er nogle af de tilbud, der ruster de mere erfarne medarbejdere til at tage godt imod sårbare kolleger.
Begrundelsen for prisen lyder:
– Anlægsgartner Gottlieb vinder CSR People Særpris, fordi det er en topmoderne vækstvirksomhed, der formår at arbejde strategisk med E ét og S ét i ESG. De står stærkt på både miljømæssig og social bæredygtighed. Visionen er klar: ”Alle skal have en chance i livet”. Det udleves i dagligdagen ved, at Anlægsgartner Gottlieb har jobafklaring- og praktikforløb, der ofte udvikler sig til fleksjob eller fuldtidsansættelse. Det er fx blevet til flere ansættelser af ukrainere i de senere år. Anlægsgartner Gottlieb er et solidt eksempel på en social bæredygtig virksomhed, som andre kan spejle sig i, lyder det fra Mette Rønnau, direktør i Cabi.
Folkene bag Anlægsgartner Gottlieb tog derfra med masser af nye input i rygsækken og arbejdet stopper ikke her – tværtimod, de er først lige begyndt. ”For alle skal have en chance i livet. Også dem på kanten af arbejdsmarked”, lyder det fra Anlægsgartner Gottlieb.
Fakta:
Pris: CSR People Prize har eksisteret siden 1999, og er videnhusets Cabis hyldest til virksomheder, der gør en særlig indsats for, at mennesker i udsatte positioner kan få en chance på arbejdsmarkedet.
Om Anlægsgartner Gottlieb A/S: Anlægsgartner Gottlieb A/S har mere end 20 års erfaring i branchen og har udviklet sig fra at være en mindre lokal anlægsgartner til en landsdækkende virksomhed med mere end 170 ansatte. Hovedkontoret ligger i Skibby og har i dag afdelinger i både Roskilde, Glostrup, Lystrup og Esbjerg.