Kun en tåbe frygter ikke havet

Skrevet af Anna-Mette Monnelly i forbindelse med #rydfladenforklimaet

En ny adgang – f.eks en vej eller tårn – til en skov er det første skridt mod dets ødelæggelse.

I de senere år er der opstået en opfattelse af, at hvis mennesker får mere og bedre adgang til naturen, så vil de ved at nyde dens storslåethed, få mere respekt for den og derfor passe bedre på den.

Intet kunne være mere forkert. Det er et ubestrideligt faktum, som forskere har kendt til i årtier. [1],[2],[3]

Det er bare ikke noget, der er blevet formidlet og forankret i samfundet, på trods af at det har uendelig stor betydning for de globale kriser, som vi oplever lige nu.

Forskere har i mange årtier kendt til alt andet vi bøvler med nu, og som er vokset i propertioner fordi vi ikke har fået håndteret problemerne med rettidig omhu. (Forureningens hvem-hvad-hvor/ 1973) . Klimakrise, reduktion af CO2 udledninger, drivhusgaseffekt, overforbrug og ressource nedbrydning, økosystemødelæggelse, for bare at nævne nogle af de alvorligste. Mange af de forskere er nu bedsteforældre til børn, der betaler en urimelig høj pris for årtusindenes udnyttelse af jordens ressourcer.

Formidling af den vigtigste viden nogensinde, må og skal være det højest prioriterede område. Det handler om overlevelse. Vores.

Jeg har stor respekt for den journalistiske frihed, uafhængighed og for journalismens væsen. Det giver ikke mening at bestride dets vigtighed – vores samfund er dybt afhænging af at det fungerer. Jeg er også glad for, at journalister forstår deres begrænsning og ikke udtaler sig om noget de ikke ved noget om. Journalister mestrer en disciplin langt de fleste af os andre ikke gør. Nemlig at lade sig guide af deres nysgerrrighed ved at stille spørgsmål og identificere de kompetencer de har brug for til at svare på spørgsmålene, uden at deres ego står i vejen. Jeg ved, at man på journalistuddannelsen skoles i at håndtere egne holdninger på en sober og objektiv måde. Jeg elsker det journalistiske håndværk og bliver imponeret når jeg oplever det løfte vigtige agendaer til det fælles bedste.

Men. Journalisternes chefer, der udvikler strategi og sætter retning for medierne har ikke skabt de rammer der er behov for. Vores samfund har brug for, at der i den journalistiske selektering af historier arbejdes med klima, ressourceforbrug, biodiversitet og alle de andre kriser vi står i, på en langt mere fokuseret og handlekraftig måde. Både ved at sammenkæde de symptomer, der dagligt allerede nu påvirker vores liv og ved at informere om, hvordan man håndterer det.   

Jeg har bemærket et forhold, jeg finder yderst interessant og relevant. Nemlig dilemmaet omkring værdien og behovet for gentagelse af budskaber versus frygten for at kede sit publikum.

Som barn af 70’erne, hvor der som bekendt kun var en Tv-kanal (DR), vi voksede op under højspændingsledninger, med syreregn og frygten for atomkrig. Man kørte ikke med sikkerhedsseler, og min far røg i Ford Cortinaen. Man kunne risikere at få træk, hvis vinduerne blev åbnet for meget i bilen.

Fra OBS (Oplysninger til Borgerne om Samfundet) på DR, lærte man, at man skulle lade være med at at få AIDS og clamydia ved at bruge kondom – På med Dutten. Thomas Helmig og Søs Fenger lavede endda en musikvideo – Den jeg elsker – hvor det var hovedbudskabet. Den blev vist mange gange i den bedste sendetid.

Budskabet om AIDS og kønssygdomme blev bragt igen, og igen og igen af medierne (primært OBS på DR, som jeg husker det), og en række forskellige organisationer. Fordi de kørte kampagner. F.eks mod at smide affald og blive noget af det værste der fandtes – et skovsvin. OBS var et samarbejde mellem StatensInformationstjeneste (SI) og Danmarks Radio, og formålet var ”Kort kontantinformation.” Altså ren oplysning i form af vejledning, rådgivning eller advarsler om forhold, der vedkommer danskerne i alle aldre. [4]

Når den ene kampagne var ovre startede den næste, men de gamle budskaber blev gentaget.

Kendte klassikere som havde fast plads på OBS var f.eks: ” Kun en tåbe frygter ikke havet ”(stå-ikke-op-i-en-båd, gå-kun-ud-ud-til-navlen, ingen-badedyr-i fralandsvind mv).Igen og igen og igen. Det skabte en kollektiv viden, som havde en samfundsopdragende funktion – Kontantinformation til alle aldre.

Problemet var bare, at da budskaberne stoppede kom der (overraskende nok) nye børn til hele tiden, der voksede sig større og blev unge. Pludselig blev clamydia meget udbredt, fordi de jo ikke havde fået budskabet. Affald efterlades overalt i byer og naturen, uden nogen tilsyneladende skammer sig over det. Hvem kender til sammenhængen mellem fralandsvind og badedyr i 2023? Hvem holder til højre på motorvejen?

Det er brug for, at de der ved noget, siger noget. Så højt at en hel befolkning hører det. De – det er forskere og videnspersoner – skal have hjælp til det. Her kommer medierne ind i billedet, for der er ikke en samlende, samfundsmæssig forståelse af hvor alvorligt vi er fanget i klimakrisen, hvilket ansvar både borgere og lovgivere har, og hvad vi skal gøre ved det.

Som skrevet levede vi i 1980’erne også med frygten for atombomber. Det blev fra statens side håndteret ved, at vi i skolerne blev trænet i hvordan man skulle forholde sig hvis/når Danmark blev ramt af en atombombe. Hvordan ville alarmen lyde, hvor skulle man opholde sig i huset. Man måtte ikke gå ud pga af sort regn, og man skulle tage jod-tilskud. Hvis man var blevet alt for eksponeret ville man langsomt begynde at miste håret og få pletter på huden, inden man så ville dø. Så vidste man det. Altså – skolebørn i de små klasser blev trænet i dette igennem udviklet undervisningsmateriale.

Faktuel viden som blev formidlet nøgternt med rolig stemme, så man oplevede at man fik indflydelse på sit liv og overlevelsesmuligheder. Det gav en stor tryghed, og udløste bemærkelsværdigt nok ikke en kollektiv angst.

Min pointe er ikke, at det er OBS, der skal bære en bred samfundsopbyggende uddannelse igen i en medievirkelighed der i dag ser helt anderledes ud end for blot 10 år siden.  Men derimod at medier, styrelser og direktorater har haft utrolig gode erfaringer med at samarbejde, og formidle på en måde der blev kulturbærende, og gav mange forskellige modtagere læring og en følelse af, at have indflydelse på deres vilkår. De erfaringer har vi hårdt brug for nu.

Kære jourmalist-chefer: I kan bidrage med at gentage budskabet om at klimakrisen – og endnu vigtigere om de forhold der har skabt den – er reel, relevant og rasende risikabel. I skal ikke være bekymrede over om I skaber panik. Ikke at informere og om hvad der venter os, er en større trussel. I skal heller ikke være bange for om folk keder sig. Brug jeres dygtige journalisters fulde kreative kompetencer og lad dem udfordre sig selv og hinanden. Det er overraskende hvor mange gange budskaber skal formidles før de er modtaget af en befolkning. Og hvad der skal til for at vedligeholde den viden.

Jeg er enig med Jesper Teglgård. ” Medierne dækker klimakrisen for lidt og for kedeligt”[5]. Det samme sagde han for fem år siden.[6] Man skal gentage sit budskab mange gange, bliver man bekræftet i endnu en gang.

Forskning i adfærd viser, at mange mennesker vil undgå dårlige nyheder om det man sætter pris på.[7] Bad news er bad business for medier. Medmindre det er skrækhistorier om andre – så er det er big business. Men lige om lidt er der ingen business. Og ja, det tør jeg godt sige, uden frygt for at blive anset som en ”alarmist”.

De kampagner, der blev kørt i fortiden, blev igangsat af styrelser, direktorater og organisationer. Hvor er de i denne sammenhæng? Man undres over, at vi står med menneskehedens største trussel hængende over os, men det kan ikke afsættes budget til at uddanne vores borgere om det. Hvilken budgetpost kunne have en større prioritet end dette?

Mediechefer, jeres lederskab er afgørende. Rigtigt lederskab, ikke bare lysten til at bestemme. I har magten over sendeflader, I har viden om kommunikation. I har adgang til beslutningstagere, og I har journalistisk begavelse. I forstår det brogede medielandskab og hvordan man begår sig på de mange platforme, der er tilgængelige i dag. Hjælp samfundet, så vi kan hjælpe os selv – både med at forebygge og med at tilpasse. Forbind og relater historier med hinanden, skab det store – og desværre utiltalende billede. Det har I gjort før, og I er dygtige til det.

Her er et forslag til en historie.  Det handler om de fem største direkte påvirkninger som børn i dag belastes med pga klimaforandringerne i USA.[8]

Som læser, er jeg nysgerrig efter hvordan ser det ud i DK? Hvor tankevækkende er det, at deres bedsteforældres generation havde viden om alle de problemer vi har i dag – i starten af 1970’erne?  Og hvordan relaterer det til den historie som DR bragte om vores manglende evne til at styre vores forbrug?[9] Spørg dem der ved noget, og bliv ved ved.

Kun en tåbe frygter ikke havstigninger – og alle de andre effekter vi allerede påvirkes af nu.

• Anna-Mette Monnelly, arkitekt & DGNB konsulent

---