Giv dig selv den gave at skabe mening, handling og forvandling istedet

Skrevet af Lars Keller i forbindelse med #rydfladenforklimaet

Du har ikke bedt mig om at fortælle min vinkel på hvordan vi skal gebærde os i dette klimakaos. Jeg vil ikke kloge mig på hvad der er bedst eller mest rigtigt at gøre.

Jeg er usikker på, hvad der venter forude. Jeg synes, det virker så hyperkomplekst at løse, at det nærmest er håbløst. Det til trods vågner jeg langt de fleste dage med lyst til at stå op og bidrage til at gøre verden til et bedre sted at leve. Det skyldes nok til dels en tilfældig blanding kemi oppe i mit hoved, og dertil en række mere eller mindre tilfældige ting, der udgør mit levede liv:

Mine forældre valgte at slå sig ned på Læsø. Der var langt til nærmeste musikbutik, så jeg måtte nøjes med den pladesamling, de tog med sig til øen. Jeg oplevede en verden med stor tillid. En barsk og smuk verden. Jeg lærte lidt om menneskeskabte klimakatastrofer, at lave cirkus, og skelne fugle.

Efter gymnasiet underviste jeg som skolelærer en vinter i Letland. Det var få år efter Sovjetunionens sammenbrud, og det var hårde tider for det lettiske folk. Landsbyen Druva, hvor jeg boede med mine kammerater Mikael og Troels, havde tidligere haft et stort statsligt landbrug, samt en fabrik. Da jeg var der var der hverken gang i det ene eller det andet. Der var varmt vand i hanerne først to aftener om ugen, senere én. El-pærerne i gadelamperne var pillet ud.

Inden min yngste søster blev otte, besluttede mine forældre og vi fem søskende at tage ud og se lidt af verden. Mine forældre sparede op, købte en gammel Mercedes bus, tog regelmæssigt færgen fra Læsø til Frederikshavn for at tage buskørekort, gjorde god brug af en forældreorlov, og så kørte vi rundt i Europa i otte måneder. Vi passerede gennem hovedstæderne og slog os istedet i hvert land ned i en tilfældig landsby for en stund, mens vi levede med i det lokale liv, så godt vi kunne.

Lidt senere arbejdede jeg på kanten af Gobi-ørkenen i det sydlige Mongoliet på et byggeprojekt.  Tre måneder nåede jeg at bo i landsbyen Tugrug. Der var ingen lokale, der snakkede engelsk, og jeg taler ikke mongolsk. Men vi byggede et hus sammen. En lægeklinik var det. Der var i princippet vanvittigt fattigt. Aldrig har jeg set så mange børn græde så lidt.

De sidste 20 år har jeg fulgtes gennem livet med en skøn australsk kvinde med italienske gener. Derved har jeg haft den glæde også at opleve lidt af den verdensdel.

Det er fem hurtige nedslag i hvad der har formet mig. Den første konstatering jeg gør på den baggrund er, at der er nogle indlysende fællestræk for os mennesker, uanset om vi er er aboriginals eller yuppier, nemlig at vi alle er biologiske organismer af kød og blod. Vi sover, vågner, spiser, elsker, drømmer, vokser op, stifter familier, bliver ældre og ældre, og til sidst dør vi.

Den næste konstatering er, at der er nogle grundvilkår som er afgørende vigtige i forhold til klimakaosset, uanset om vi accepterer dem eller ej: Jorden bliver ikke større og større, mens vi bliver flere og flere. Jorden udgør et lukket kredsløb, uanfægtet at vi opererer med exponentiel vækst. Vi er afhængige af alt levende omkring os.

Næste konstatering er, at der intet belæg er for at tro, at teknologi kan ændre på de ovenstående grundvilkår. Vi bliver nødt til at stoppe op. Kigge os i spejlet. Erkende at teknologien ikke kommer og redder os. Men hvad skal vi så gøre.

Vi må bringe os selv i spil. Dig og mig. Her og nu. Vi står på skuldrene af alle dem, der kom før os. Vi har adgang til mere viden end nogen før os. Vi har som den første generation den kæmpe fordel, at vi ikke lever i armod, at vi ikke skal starte med at kæmpe os ud af fattigdom. Vi er simpelthen født ind i velstand. Og det giver os en fantastisk mulighed, som vi i mine øjne bør udnytte. For i modsætning til mange af dem jeg har mødt rundt om i verden, så skal vi ikke være bange for at vore kære bliver syge, eller arbejdsløse. For vi tager os grundlæggende af hinanden.

AT bringe sig selv i spil kræver dog tid og kræfter. Vores basale menneskelige udvikling tager allerede meget tid og koster mange kræfter. Når man oveni lægger ting som karriere, stress, gæld, andres forventninger osv., så er det svært at følge med. Når man ikke kan følge med, så løser man de presserende ting først. Og eftersom klimakaoset er en langsomt udrullende katastrofe, så figurerer den automatisk nederst på listen. Det er naturligt. Kan næsten ikke være anderledes.

Derfor -> frigiv tid i dit liv, så der bliver overskud til at tænke og bringe dig selv i spil. 5-10-5 kan være en model. Eller du kan gå ned i tid. Så du får mulighed for også at fokusere på de store problemer ude i horisonten.

DET ER KLART, at så tjener man nok færre penge. Men man får så noget andet i stedet. Uanset hvor jeg har rejst, er folk dybest set venlige og imødekommende. Jeg kan simpelthen ikke ærligt påstå, at jo mere velhavende folk er, desto mere sympatiske, hjælpsomme og imødekommende har jeg oplevet dem. Om noget tværtimod. Måske det kommer af, at det at være velhavende betyder at have noget, så for at forblive velhavende skal man jo så undgå at miste, og derfor i sagens natur være lidt skeptisk / defensiv.

Derfor -> sæt pris på din velstand, skråt op med rigdommen. Giv dig selv den gave det er at skabe mening, handling og forvandling istedet.

MEN det er vel ikke det, vi er opdraget til. Nej og jo. Verden er stor og broget. Nogle ting overrepræsenteres i medierne. Det skaber bias, så vi reelt tror at verden er anderledes end den er. Jeg er stor fan af TV-serien Ted Lasso, der masserer biasen. Der er masser af mennesker, der lever sundt og godt uden for kapitalismens konkurrencementalitet. Tænk hvis endnu flere beslutter sig for, at vores overordnede mål er at skabe en smuk fremtid, en sund, skøn og spændende fremtid for vore efterkommere. Alle efterkommere. Det ku være fedt ikke.

Derfor -> stol på næsten, del din viden, brug open source-tilgang, gør kagen større. Udvikl og anvend gode løsninger, så hurtigt som muligt, til så mange som muligt.

Det er simpelthen fuldt af mening. Og sjovere.

PS: mens du går overvejer om noget af det ovenstående giver mening, så kan du ringe til din folketingspolitikker og fortælle dem, hvor vigtigt det her emne er for dig. Det kan være svært for dem at vide hvad de skal prioritere. Her er tlf-numrene.

  • Lars Keller, co-founder, EcoCocon Danmark
Flere artikler
Det hele startede med en mail