Building Green venter grønt efterår

28. juni 2017
28. juni 2017 Emmilie Hansen

Når Building Green til november åbner dørene i FORUM, er det syvende gang branchen bydes velkommen til årets vigtigste samlingssted for nyeste viden om produkter, løsninger og trends i bæredygtigt og energieffektivt byggeri.

Fag-eventen vil på samme vis som de foregående år bestå af et højt profileret program på fire forskellige scener, spændende aktiviteter og en udstilling, der viser markedets nyeste bæredygtige og energieffektive byggeløsninger.

 

ÅRETS TEMA
Building Green stiller skarpt på anvendelsen af byggematerialer. I det store væld af emner, der knytter sig til bæredygtigt byggeri, giver det mening at træde et skridt tilbage og igen kigge på det grundlæggende – materialerne og løsningerne. Det er udgangspunktet, og således er årets tema Den Bæredygtige Markedsplads.

Årets tema kommer til udtryk i udstillingen, der viser de mange produkter og løsninger, der er i markedet. Building Green eksisterer i kraft af sin troværdighed, og betragtes som den samlende platform inden for bæredygtigt og energieffektivt byggeri. Derfor er det afgørende, at alle interessenter og besøgende automatisk kan forvente kun at finde bæredygtige produkter og løsninger i udstillingen.
Building Green lagde til sin Aarhus-afholdelse i marts ud med at lade udstillerne forinden deres deltagelse dokumentere/beskrive bæredygtigheden af deres produkter/løsninger. Dette videreføres ligeledes på afholdelsen i København til november.

DEN BÆREDYGTIGE MARKEDSPLADS
Market Place er et nyt udstillingsområde på balkonen, og er et forum for startups og iværksættere, der har den ny bæredygtige ide, løsning eller produkt at vise, men hvor budgettet i en opstartsfase er meget begrænset. Her vil Building Green gerne hjælpe lidt på vej med små stande på et koncentreret areal, hvor der er stemning og særdeles interessant at være.

PROGRAMMET
Hvor fokus på den bæredygtige markedsplads eksemplificeres i udstillingen, følges der på scenerne op med andre emner som bl.a. cirkulær økonomi og innovation mv. Med andre ord alt det andet, der også bygger på principperne i bæredygtigt byggeri.

I løbet af sensommeren præsenterer Building Green det fulde program med mere end 120 toneangivende talere fra den danske såvel som den internationale byggearena. De vil med hver sit afsæt adressere de centrale udfordringer og ambitiøse visioner, der er i det bæredygtige byggeri.

Building Green har udover scenerne en del andre spændende aktiviteter, der finder sted på dagene.

CIRCLE HOUSE
Cirkulært byggeri er et af de emner, der også er i fokus på Building Green 2017. 23 virksomheder er gået sammen om at skabe Circle House, som bliver verdens første cirkulære byggeri i form af 60 almene boliger. Det opføres efter cirkulære principper, hvor 90 pct. af materialet kan genbruges. Målet er at skabe et skalérbart cirkulært fyrtårnsbyggeri, der udbydes og opføres på markedsvilkår, for dermed bl.a. at udvikle værdikæden bag byggeriet til at producere materialer efter cirkulære principper. Projektet vil danne grundlag for at analysere forretningspotentialet for cirkulært byggeri, og identificere barrierer i markedet samt undersøge, hvordan de kan overvindes, så cirkulært byggeri kan udbredes. Samtidig giver det mulighed for at profilere den danske byggebranche internationalt som førende inden for cirkulært byggeri.

Bygherrerne på Circle House er Lejerbo, og arkitekterne bag er en fælles tegnestue af arkitekter fra 3XN Arkitekter/GXN Innovation, Vandkunsten og Lendager Group. På Circle House-området kan man møde nogle af projektets stiftere og lære mere om cirkulært byggeri og dets betydning inden for teknik, samfund, brugeroplevelse, æstetik og økonomi.

REBUILD INNOVATION
På et af Building Greens aktiviteter rettes fokus på den innovation, der er nødvendig for at udvikle den eksisterende bygningsmasse. Den grønne omstilling kan ikke bæres af nybyggeri alene, men hvordan ser innovation ud, når det der skal fornys, er der allerede? Det spørgsmål undersøger Smith Innovation sammen med Grundejernes Investeringsfond under titlen REBUILD INNOVATION – Powered by GI – Facilitated by Smith. Området bliver en platform til at sætte innovation i byggeriet på dagsordenen. De centrale elementer i REBUILD INNOVATION er:

3 innovationsnøgler, som er et udstillingselement bygget op om tre udvalgte innovationsnøgler.

Biograflounge, der viser kortfilm der belyser renovering og transformation. I filmprogrammet indgår GI projektfilm samt de 25 film om nominerede til Renoverprisen.

Pitchscenen inviterer iværksættere til at pitche for et mentorkorps, der udgøres af fremtrædende repræsentanter fra industri, bygherreside og investorer.

Vidensbordet bugner af relevante rapporter og publikationer, og der tilbydes 1:1 dialog med fagpersoner. Dette foregår løbende begge dage, og sikrer en videnshub for alle Building Greens deltagere.

GREEN CONNECTIONS:
Den store netværks-succes fra de forrige år har vi naturligvis med igen. Det er her du kan booke 1:1 møder med potentielle kunder og samarbejdspartnere.

DET BÆREDYGTIGE ELEMENT
For fjerde år i træk, uddeler Building Green og InnoBYG “Det Bæredygtige Element”, og vanen tro er der åbent for, at alle kan indstille til priserne – både personprisen og produktprisen.

Muligheden for at indstille løber frem til 6. oktober 2017 kl. 12. Herefter vil en fagjury vurdere indstillingerne og udvælge fem nominerede i hver kategori. Vinderne offentliggøres på årets Main Stage. Kender du en person eller et af udstillernes produkter, som fortjener at vinde Det Bæredygtige Element 2017, så læs mere og indstil dem her!

POP-up seminar
Traditionen tro, indleder Building Green optakten til afholdelsen i november med et pop-up-seminar i september, der understøtter årets tema. Pop-up-seminaret afholdes i samarbejde med Bygherreforeningen og Green Building Council.

Building Green finder sted 1.-2. november 2017 i FORUM, København.

Hold dig orienteret om de mange aktiviteter og nyheder ved at tilmelde dig nyhedsbrevet her.

Husk også at tilmelde dig Building Green allerede i dag  – så er det gjort.
Tilmeld dig her