Bæredygtig boligopvarmning – overvejelser om valg af varmekilde

6. juni 2017
6. juni 2017 Emmilie Hansen

Skrevet af Indehaver & Arkitekt Niels Østergaard, Arkitektvirksomheden Pro-Visual

Mange velkendte problemstillinger indenfor bæredygtigt byggeri opstår i forbindelse med de fleste typer byggerier, men især ved byggeri af bolig til private til eget brug, har entreprenør og rådgiver ofte et større ansvar for at finde og formidle de bedste løsninger med hensyntagen til både budget og miljøomkostninger.

Private kunder uden forudgående kendskab til bygge- og miljølovgivning har et særligt stort behov for god rådgivning. Det medfører et øget rådgivningsansvar for entreprenør og byggerådgiver overfor kunden, der ikke har den nødvendige faglige viden for at vurdere pris og miljøomkostninger. Det kan byde på store udfordringer for byggerådgiver og entreprenør, og kræver det et nært og godt samarbejde mellem parterne i byggeriet, hvor både rådgiver og entreprenør skal sikre en god og tæt kommunikation, for at opfylde kundens behov bedst mulig.

Opvarmning af boliger er en af de største energi-slugere, og byder på mange udfordringer indenfor bæredygtigt byggeri, hvor der skal tages hensyn til pris, effektivitet, miljøpåvirkning, kundens behov, og lokalplaner. Et konkret eksempel, der er aktuelt for mange private boligbyggerier, er tilslutningspligten til fjernvarme, der findes i store dele af Danmark.  Den kan betyde at det ikke altid kan betale sig at installere andre, og mere bæredygtige varmeløsninger rent prismæssigt. De enkelte kommuner kan pålægge tilslutnings- og forblivelsespligt til fjernvarme, hvorfor det i stor grad er geografisk bestemt, og kræver undersøgelser af lokalbestemmelserne, før der kan rådgives om den bedste varmeløsning. Tilslutningspligten betyder heller ikke nødvendigvis, at et nybyggeri skal tilsluttes fjernvarme, men at der skal betales en årlig fast effektbetaling. Det er dog muligt at søge om fritagelse for tilslutning af fjernvarmen, hvis der er tale om nybyggeri af lavenergihuse under klasse 2020.

Lægger man effektbetalingen oven i udgifterne til alternative varmekilder, kan de alternative varmekilder hurtigt blive for dyre. Prisen for tilslutningen til fjernvarmen varierer alt efter kommune og byggeri. I nogle kommuner er der flere fjernvarmeanlæg, hvilket kan betyde en væsentlig prisforskel indenfor den samme kommune. For det enkelte byggeri skal tilslutningen derfor beregnes individuelt, så kunden i samråd med entreprenør eller byggerådgiver kan tage højde for pris og miljøpåvirkning. Fjernvarmens miljøpåvirkning skal ligeledes beregnes i forhold til den påtænkte alternative varmeløsnings miljøpåvirkning.  Miljøpåvirkningen er ligeledes afhængig af hvor i landet der bygges, da fjernvarmeværkerne benytter forskellige kilder til produktion af varmen. Alle fjernvarmeværker er dog forbundet til forbrændingsanlæg, spildvarme, kraftværk og biobrændselsanlæg. Enkelte producerer også varme via solvarmeanlæg. Dermed er der forskel på miljøpåvirkning i det enkelte fjernvarmeanlæg.

Der findes en række alternativer til fjernvarme, og alt efter hvad og hvor der bygges, kan forskellige løsninger overvejes i samråd med kunden, hvor det er vigtig at både fordele og ulemper ridses op.

Biobrændsel kan være en miljøvenlig måde at opvarme private boliger, men stiller også krav til boligejernes viden og egen indsats, da det kræver, at der fyres korrekt for at opnå den ønskede miljøeffekt. Ligeledes er der en del vedligehold ved biobrændselsanlæg, samt pladsbehov til opbevaring af brændsel. Fyring med biobrændsel er CO2 neutralt, men udleder sundhedsskadelige stoffer i form af tjære og partikler.

Solvarmeanlæg er supplerende varmeanlæg, og kan ikke benyttes som eneste varmekilde i Danmark.  Solvarmeanlæg kan i 60-70 % af året fungere som supplement til opvarmning af vand, der kan dække omkring 60 % af varmtvandsforbrug, og 30 % af opvarmning gennem gulvvarme. Miljøomkostningerne er dog meget lave. Ligeledes er der ikke stort behov for vedligeholdelse og pasning af anlægget fra kundes side, hvilket gør det til et attraktivt supplement ved mange nybyggerier.

Varmepumper kan fungere både som en helhedsløsning til opvarmning ved brug af jordvarme, og som et supplement til opvarmning ved en luftluft eller luft-vand varmepumpe. For kunder er der store prismæssige fordele ved brugen af alle pumpetyper. Desuden er miljøomkostningerne ved varmepumper også lave, og dermed fordelagtige i bæredygtigt byggeri. Derimod kan anlægsprisen til jordvarmepumper, samt arealkrav overgå tilgængeligt budget og areal.

Således er der mange elementer, der skal tages højde for ved beregning af pris- og miljøomkostninger, samtidig som de skal formidles på et tilgængeligt vis for kunden.

,