Efter at have opnået solidt fodfæste i København gennem de seneste seks år valgte arrangørerne bag den grønne byggemesse Building Green i år at udvide med et lignende arrangement i Aarhus.
Building Green Aarhus åbnede onsdag morgen, og fra start strømmede de besøgende til. I København forgår messen i Forum, mens man i Aarhus har valgt lokaler i det noget mindre Centralværkstedet.
At der var tale om en premiere mærkede man ikke – og valget af Centralværkstederne var måske endda lidt for uambitiøst, for midt på dagen var der – næsten – for mange mennesker samlet.
– Vi er naturligvs meget glade for den store interesse. Det er næsten bedre, end vi havde turdet håbe på eller drømme om, siger projektleder Sarah Elhauge, Building Green Aarhus, til Dagens Byggeri.
Meget mindre plads
Hun fortæller, at man har valgt at have små stande for på den måde at have plads til flere.
– Vi har cirka halvt så mange udstillere som i København, men Forum er også næsten fem gange større end centralværkstedet, forklarer Sarah Elhauge og tilføjer, at der kl. 14 onsdag var registreret omkring 2.300 deltagere.
Ud over udstillerne byder Building Green Aarhus på en lang række faglige indlæg og debatter fra to scener, ligesom der er et netværksområde samt et område beregnet for at man kan piche gode idéer og med det samme få feedback fra nogle eksperter.