26. januar 2017 Emmilie Hansen

– Vi har forsøgt at komme op med et virkelig tungt program, der kan måle sig med det i København, lyder det fra arrangør.

Efter seks år i Forum Købehavn tager Building Green for første gang springet over Storebælt.

Det sker, når den efterhånden veletablerede event for bæredygtigt byggeri i dagene 29. og 30. marts slår dørene op i Centralværkstedet i Aarhus.
Målt på udstillerantal bliver den jyske pendant væsentligt mindre end eventen i København, men det er ikke ensbetydende med, at programmet bliver tilsvarende mindre.

– Vi har forsøgt at komme op med et virkelig tungt program, der kan måle sig med det i København. Det synes vi er lykkedes med stærke keynotes fra ind- og udland, siger projektleder Sarah Elhauge og fremhæver profiler som den franske arkitekt Antoine Chaaya og Césare Pereen, der er designchef hos hollandske Superuse.

– Vi kommer med en masse faglig viden i et omfang, som man sjældent oplever til events i Jylland for denne målgruppe. Tunge profiler, spændende debatter – og naturligvis kendte Aarhus-folk som Lars Juel Thiis, Morten Schmidt og Rune Kilden. Aarhus er virkelig langt fremme inden for bæredygtighed lige nu, siger Sarah Elhauge.

Gentagelse afhænger af besøgstal

– Vi oplever stor opbakning hele vejen rundt, og jeg kan næsten ikke forestille mig, at vi skulle vælge ikke at komme tilbage igen næste år. Men det afhænger af, om der kommer tilstrækkeligt med besøgende. Ellers kan det ikke hænge sammen, siger Sarah Elhauge og understreger, at Building Green selvfølgelig ikke forventer et besøgstal på 7.000 som ved sidste event i Forum.

– Nej, det vil være utopi. Vi opererer ikke med et voldsomt højt niveau, men det skal selvfølgelig være højt nok til, at netværksdelen fungerer, og at udstillerne er glade. Det er svært at komme med et præcist tal. Det handler mere om den fornemmelse vi har, når dørene lukkes, siger hun.

Godt 60 virksomheder vil udstille i Centralværkstedet, som dermed bliver fyldt helt op. Godt halvdelen er gengangere fra eventen i København, resten er debutanter i Building Green-regi.

– Over 80 procent af udstillerne kommer med produkter, så der bliver en masse at se på og røre ved. Vi tror, det bliver en succes, siger Sarah Elhauge.

,