Building Green lancerer årets Aarhus-program med fokus på bæredygtige valg

29. januar 2020
29. januar 2020 Emmilie Hansen


Vi har lanceret årets program til Building Green Aarhus i Centralværkstedet den 25. og 26. marts. Programmet tager udgangspunkt i lokale udfordringer og aktuelle dilemmaer under temaet Bæredygtige valg 2020.
 
Bæredygtighed i byggeriet er på vej frem, men byggebranchen støder ofte på svære valg og dilemmaer. Vi har netop offentliggjort årets program til Building Green Aarhus til marts, der er baseret på tre nøje udvalgte undertemaer; materialevalg og målbarhed, fremtidens efterspurgte bæredygtighed og datidens præg på fremtidens byggeri.
 
– Programmet er udarbejdet i tæt samarbejde med vores partnere i branchen og efter meget research. Vi oplever, at branchen har brug for mere konkret viden for at kunne tage de bæredygtige valg, og ud fra det har vi sammensat tre undertemaer, som vi har bygget valget af talere og projekter på. Vi er meget tilfredse med det endelige program, der forhåbentlig kan give byggebranchen nogle af svarene på de svære valg, den står overfor lige nu, lyder det fra Sarah Elhauge, arrangør af Building Green.
 
Lokalt fokus krydret med spændende internationale talere

Programmet har også et lokalt fokus, og scenerne bliver indtaget af en række aarhusianske navne, der går forrest, når det handler om bæredygtighed. For eksempel åbner stadsarkitekt Stephen Willacy eventen med en snak om Aarhus’ bæredygtige visioner og ambitioner. De besøgende kan også høste inspiration og viden fra blandt andre Aarhus-arkitekterne Anders Tyrrestrup fra AART architects, Mette Nymann fra LOOP architects, Glenn Elmbæk fra Arkitema Architects, Levi Dørken fra Flæks og bæredygtighedsingeniør Hanne Tine Ring fra Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma.
 
– Vi har ønsket et mere lokalt fokus, og vi er glade for, at så mange lokalt forankret eksperter støtter op om programmet og vil dele ud af deres viden, metoder og projekter. I samspil med international inspiration giver det en god tyngde til programmet, lyder det fra Sarah Elhauge.
 
Fra udlandet får vi besøg af Zaha Hadid-arkitekten Ludovico Lombardi, renoveringseksperten Ricardo Flores fra Barcelona og den unge arkitekt Joseph Halligan fra London-kollektivet Assemble Studios, der har en moderne tilgang til arkitektur og design.
 
Se programmet med oversigt over alle talere, debatter og øvrige aktiviteter her.

Tilmeld dig gratis her.