24. oktober 2019 Emmilie Hansen

Byggesektoren er ofte overset i den brede folkelige debat om bæredygtighed. Men ikke desto mindre er det en sektor med en stor udledning og dermed et stort ansvar i den grønne omstilling. Så hvordan kan vi reducere branchens udledninger af drivhusgasser, forbrug af ressourcer og pres på miljøet, så også byggebranchen går i netto-nul i 2050?
 

Et strukturelt problem

At leve i Danmark udleder omkring 17 ton CO2e om året per person. De bygninger vi bygger og lever i står for 40% af disse udledninger, altså i gennemsnit knap 7 ton CO2e per dansker om året. Og selvom mange danskere får lagt solceller på taget, efterisoleret loftet eller købt svanemærket maling, kan selv den mest klimatossede husejer langt fra gøre et tilstrækkeligt indhug i sine 7 tons. Byggeri og bygningers udledning er derimod et af de helt store strukturelle problemer i Danmark.
 
En stor del af problemet er de materialer vi bruger i byggebranchen. På verdensplan står beton for op til 10% af CO2-udledningen og det er et af de mest anvendte materiale på jorden, kun overgået af vand. Også stål og glas er nogle af sværvægterne når det kommer til CO2-udledning. Derudover står byggeri for 30% af Danmarks samlede affaldsmængde og bygninger for både 40% af energiforbruget samt CO2-udledningen, så der er nok at tage fat på.
 

En del af løsningen?

Med den meget store udledning, ligger der også et rigtigt stort potentiale i byggebranchen. Storskala-løsninger kan have en kæmpe effekt! Renovering af eksisterende bygninger kan nedbringe energiforbruget i rigtigt mange danske hjem, men vi er nået til et punkt hvor vi også bliver nødt til at se på den indlejrede klimabelastning, der er for de enkelte byggematerialer vi bruger. Vi har i de seneste år set mange kreative eksempler på genbrug af byggematerialer med emissionsreduktioner til følge. Men hvad hvis vi ikke bare skal gøre problemet mindre, men faktisk skal gå i nul – eller endnu bedre i minus! Der findes efterhånden et væld af biologiske CO2-optagende byggematerialer, der altså optager mere CO2 end de udleder. Så måske skal vi til at erstatte stål med træspær, eksperimentere med halmplader og hampebeton og skifte mineraluld ud med papiruldsisolering?
 
Anledningen til denne paneldebat er derfor alvorlig, men også optimistisk. Hvis vi skal nå målet om at reducere emissioner med 70% inden 2030, bliver vi nødt til at se nærmere på de udfordringer og muligheder der ligger i byggebranchen.
 
Så kom til paneldebat med Den Grønne Studenterbevægelse til Building Green Specialists Talks den 30. oktober kl 9.30, hvor repræsentanter fra branchen bliver udfordret med spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at byggebranchen leverer de nødvendige reduktioner og kommer helt i mål med den grønne omstilling? Tilmeld dig gratis her.