Hvorfor skal Aarhus have et trætårn på 32 meter?

Danmarks højeste trætårn kan være på vej til havnen i Aarhus. Det skal inspirere og være et læringsprojekt for hele byggebranchen, og du kan som en af de første høre de centrale aktører præsentere projektet på Building Green Aarhus.

I Danmark har vi ikke tradition for at bygge i træ sammenlignet med vores nabolande – og slet ikke fleretagers bygninger. Det ældgamle materiale hitter dog igen, og nu skal et nyt tårn af træ i Aarhus vise vejen.

– Tower of Wood (ToW) er et vigtigt visionsprojekt, som kan inspirere til at tænke innovativt, når det gælder byggeri i træ. Med sin placering ved siden af ’Domen’ på Pier 2 vil tårnet være meget synligt. Og når man kommer op i højden, vil man opleve verden i et helt nyt perspektiv, hvor man samtidig kan både dufte og mærke træet på kroppen, forklarer Stephen Willacy, stadsarkitekt i Aarhus.

I tæt samarbejde med Aarhus Kommune og Østjyllands Brandvæsen har Teknologisk Institut, NCC, Rambøll og Carlo Volf sat sig for at bygge Tower of Wood (ToW) på 10 etager og 32 meter. Det nye tårn kan være et skridt på vejen til at gøre træ til et naturligt valg, når der skal bygges i højden og give byggebranchen ”hands on”-erfaring med fleretagers træbyggeri. Det mangler dog stadig bygherre og finansiering på projektet.

 

Farvel til myter om træbyggeri

Der er i dag et stigende antal projekter med fleretagers træhuse på vej rundt omkring i Danmark, men ifølge Peder Fynholm, projektleder for Nordic Network for Tall Wood Buildings, et netværk der aktivt arbejder for anvendelse af træ i fleretagers byggeri, er ToW noget særligt.

– Det specielle ved dette projekt er, at byggeriet opføres, så både branchens aktører og helt almindelige mennesker kan opleve et højhus i træ helt tæt på. Vi tror, at det kan hjælpe med at få afmystificeret nogle af de fordomme, der er, når træ skal anvendes i fleretagers byggerier, siger Peder Fynholm.

Træbyggeri bliver ofte beskyldt for at være mere brandfarligt end andre materialer som beton og metal, men en række eksperter vil gerne være med til at aflive myter om bl.a. brandsikkerhed med ToW. Det gælder for eksempel Lone Mossin, Projektchef, Østjyllands Brandvæsen:

– ToW er et spændende projekt, der kan være med til at aflive myter om, at bygninger i træ er særlig brandfarlige. Det er klart, at der er behov for erfaringer fra konkrete høje træbygninger i Danmark, når træ i fremtiden i større stil skal anvendes i både selve konstruktionen og som facadebeklædning.

 

En mulighed for at vurdere bæredygtighed i træbyggeri

Gitte Gylling Hammershøj Olesen, chefspecialist i Rambøll er også gået ind i projektet med høje forventninger, og ser projektet som en oplagt mulighed for at vurdere bæredygtigheden i sådanne projekter:

– I ToW-projektet arbejder vi med et Life Cycle Engineering-mindset. Det vil sige, at vi folder projektets bæredygtighed og potentialer ud gennem en livscyklustilgang, hvor det er balancen mellem en lang række aspekter og indikatorer, der vægtes. Det giver os et bredt og veldokumenteret grundlag at vurdere projektets bæredygtighed ud fra og understøtter i høj grad udviklingen mod en cirkulær økonomi i byggeriet.

På den måde får branchen et bredere grundlag for at træffe mere langtidsholdbare og dokumenterede bæredygtige beslutninger i forbindelse med sådanne projekter.

 

Hør om trætårnet for første gang på Building Green

Som en af de første kan du høre mere om ToW på Building Green den 3. og 4. april i Centralværkstedet i Aarhus, når INNOBYG samler nøgleaktørerne fra projektet på Central Stage. Her kan du møde Lone Mossin, projektchef hos Østjyllands Brandvæsen, Gitte Gylling Hammershøj Olesen, chefspecialist hos Rambøll, Per Damgaard-Sørensen, kreativ leder hos Rambøll, Carlo Volf, arkitekt hos Carlo Volf Arkitekter, og Peder Fynholm, souschef hos Teknologisk Institut.

– Vi er glade for, at vi kan være med til at præsentere et så spændende projekt som ToW på Building Green. Vores største opgave i Building Green er netop at være et sted, hvor branchen kan dele aktuel viden om løsninger og nye projekter inden for det bæredygtige byggeri, fortæller Ditte Rosenquist, projektleder, Building Green.

 

Hent din gratis billet her og hør mere om projektet.

Præsentationer fra Building Green Aarhus 2018

Building Green Aarhus 2018 havde besøg af mange store aktører indenfor bæredygtigt byggeri. Her har vi samlet præsentationer fra vores keynotes og debatterne den 18. & 19. april i Centralværkstedet.

Central Stage

Christine Lemaitre, Chief Executive Officer, DGNB Germany

Klaus Toustrup, CEO & Partner, C. F. Møller 

Niels Bjørn, Urbanist, PH.D & formand, Tænketanken Urban

Prof. Dr. Michael Braungart, Leuphana University Lüneburg, EPEA Institute

Tonje Frydenlund, Managing Director, Snøhetta

Mikkel Schlesinger, Partner, CEBRA

Arkitektforeningen
Mads Peter Laursen, Institut for X & Bydelskontoret
Michael Tolstrup, Bolig og projektudvikling, Aarhus Kommune
Søren Nielsen, Arkitekt MAA & partner, Vandkunsten

Bygherreforeningen
Anne Iversen, Senior Sustainability Engineer, HLA Architects
Anne Bay, Direktør, Sekretariatsleder, DANSK LYS

Dansk Byggeri

Main Stage

Bente Lykke Sørensen, Chef, Bolig & Projektudvikling, Aarhus Kommune

Kristine Jensen, Indehaver, Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, KADK

IDA-BYG
Niels Bruus Varming, Specialkonsulent, Bygge og Boligstyrelsen

 

 

Aarhus kan også være hovedstad for bæredygtigt byggeri

Arrangører tilfredse efter ny vellykket jysk udgave af Building Green. Til efteråret prøves konceptet af i Oslo.

Onsdag og torsdag dannede Centralværkstedet i Aarhus for anden gang ramme om Building Green, og præcis som sidste år tog jyderne godt imod byggeeventen.

Læs også: God stemning i det gamle togværksted

2.441 personer – ifølge arrangørerne hovedsageligt arkitekter og ingeniører – fandt i løbet af de to dage vej til det tidligere DSB-værksted. Det er en anelse flere end debuten sidste år.

– Stemningen har været rigtig god, og min fornemmelse er, at der blev vidensdelt og netværket for alle pengene. Det er anden gang, vi er her, og det er dejligt at se, at både udstillere, besøgende og oplægsholdere tager så godt imod eventen igen. Det viser, at Building Green ikke kun hører til i København, men at Aarhus også sagtens kan være hovedstad for bæredygtigt byggeri, siger projektleder Sarah Elhauge.

Træ og teknologi til debat
Træbyggeri var på forhånd udpeget som et af de helt centrale emner i Aarhus, og eventens dag to åbnede med en paneldebat, hvor en række af branchens tunge aktører diskuterede muligheden for at gøre træ til et ligeså naturligt valg som eksempelvis beton, når vi bygger i højden i Danmark.

– Hvis markedet er klar til at bygge større byggerier i træ, så er entreprenøren selvfølgelig også klar, fastslog sektionschef i NCC, Jens Thamdrup.

På tværs af panelet blev idéen om mere træbyggeri i Danmark hilst velkommen. Men lovgivning, erfaringsgrundlag og ikke mindst kultur er barrierer, der skal overvindes, inden træ for alvor kan blive et alternativ til beton og tegl.

På Building Greens anden scene havde Innobyg og Bloxhub inviteret til debat om et andet af tidens buzzwords i byggebranchen; Build 4.0.

– Build 4.0 er et udtryk for, at byggebranchen går en ny tid i møde. Nye teknologier gør, at vi kan producere og bygge på en helt anden måde, end vi har været vant til. Det, vi vil her, er at sætte gang i debatten. Vi aner ikke, hvor det lander henne, og vi vil gerne have så mange aktører som muligt til at tage den nye teknologi til sig og deltage i diskussionen om, hvad vi kan bruge teknologien til, sagde direktør Torben Klitgaard fra Bloxhub, der var ordstyrer på debatten.

Næste stop: Oslo
Inden Building Green endnu en gang rammer København og Forum den 31. oktober til 1. november, prøver arrangørerne for første gang konceptet af udenfor landets grænser. I dagene 17. og 18. oktober går turen til Oslo.

– Vi vil gerne skabe den samme platform i Norge, hvor der er et stort potentiale i bedre udnyttelse af materialeressourcerne og lukkede kredsløb i byggeriet. Forberedelserne er i fuld gang, og vi glæder os meget, siger Sarah Elhauge.

Læs mere fra Building Green Aarhus i de kommende dage.

I næste uge går det løs: Byggebranchen farver Aarhus grøn

Nedtællingen til Building Green i Aarhus er i sin allersidste fase. I næste uge samler Danmarks største fagmesse for bæredygtigt byggeri en perlerække af byggebranchens vigtigste aktører. En af dem er selveste hr. Cradle-to-Cradle, Michael Braungart.

Hvis du ikke allerede har sat kryds i kalenderen onsdag den 18. og torsdag 19. april, så er det nu, du skal gøre det. Kursen skal sættes mod Aarhus og Centralværkstedet, hvor Building Green inviterer indenfor til et væld af innovative løsninger, inspirerende oplæg og interessante debatter.

TILMELD DIG HER!

Det er anden gang i historien, at Building Green rammer Aarhus. Både udstillere, debattører og oplægsholdere har udvist stor interesse for den faglige, grønne fest. Derfor er det også et program spækket med både højtprofilerede danske og udenlandske talere, som ligger klar til de mange besøgende.

– De sidste forberedelser er ved at blive klaret, og vi glæder os meget til at byde velkommen til to dage med intens videndeling. Vi er stolte af at kunne præsentere et program, som indeholder et bredt spektre af talere og debatter. Som noget nyt har vi sat endnu mere fokus på ingeniørernes rolle i den bæredygtige omstilling – bl.a. med debatten ’Arbejder en rigtig ingeniør med bæredygtighed i byggeriet’ den 18. april, siger Sarah Elhauge, projektleder for Building Green.

Hr. Cradle-to-Cradle besøger Aarhus
En af de udenlandske oplægsholdere, der lægger vejen forbi Centralværkstedet, er Prof. Dr. Michael Braungart. Han har været med til at starte Cradle-to-Cradle-tankegangen, hvor materialer skal ses som led i et kontinuerligt, naturligt kredsløb, der fortsætter, selvom materialerne har udtjent deres oprindelige formål. Det betyder bl.a., at affald forvandles til ressourcer for nye generationer af materialer og produkter i en cirkulær økonomi.

Cradle-to-Cradle kan bidrage til at sænke byggeriets ressourceforbrug og øge branchens positive miljømæssige fodaftryk. En pointe, som Michael Braungart understreger i sit oplæg. Han kræver handling og udvikling i branchen, hvis verden i fremtiden skal være gearet til en samlet befolkning på 10 milliarder.

– Tænk på en bygning som et træ. En bygning, der renser vandet og luften, skaber ilt samt genererer gødning og næring. Mange af træets positive og nyttige karakteristika kan overføres til bygningers design og dermed øge livskvaliteten for mennesker såvel som miljø. Med denne tilgang er vi i stand til at omdanne nutidens universelle arkitektur til en langt højere bygningskvalitet og således glædes ved det positive fodaftryk, vi som mennesker efterlader, udtaler Michael Braungart.

Hans oplæg går under navnet ’Digitalization – a building as material bank’ og finder sted den 18. april kl. 15.30 på Central Stage.

Se hele programmet.

Innovativ Snøhetta-direktør gæster Building Green

Til højre: Projekt Gullhaug Torg, som er Norges første naturligt ventilerede kontor- og lejlighedskompleks. Foto: MIR

Det norske arkitektfirma Snøhetta er kendt for sine innovative løsninger i absolut verdensklasse. Den 19. april giver Snøhettas administrerende direktør for Norden og Europa sit syn på byggebranchens bæredygtige fremtid ved Building Green i Aarhus.

Om under en uge samles branchen til Building Green. Turen går for anden gang i eventens 8-årige levetid til Centralværkstedet i Aarhus. Summende udstillerstande, travle gangarealer og optagede sæderækker foran de to scener er, hvad man som besøgende kan forvente.

Programmet byder på talere fra ind- og udland, som vil dele ud af deres innovative, bæredygtige tanker. Det er ingen undtagelse torsdag den 19. april kl. 11. Her vil Tonje Værdal Frydenlund, adm. direktør for Norden og Europa i det anerkendte arkitektfirma Snøhetta, holde sit oplæg:

– Jeg ser meget frem til at gæste Building Green under overskriften ’The Sustainable Future’. Et gennemgående tema for mit oplæg bliver samarbejde på tværs af fagligheder. Det er noget, vi i høj grad arbejder med hos Snøhetta, siger hun.

Snøhetta begyndte som en norskfunderet workshop, men har nu kontorer i både USA, Asien og flere steder i Europa. Firmaet befinder sig i den absolutte verdenselite og er kendt for at skabe anderledes, inspirerende og innovativ arkitektur, hvor tværfaglighed er altafgørende.


Harvard HouseZero, som er en af verdens mest ambitiøse bæredygtige bygninger. Foto: Snøhetta/Plompmozes

”Vi kan ikke løse udfordringerne alene”

Den norske arkitektpionér fremhæves som en af de store stjerner på forårets Building Green. Tonje Værdal Frydenlund og hendes team har formået at drive Snøhetta til at blive et internationalt anerkendt brand. Et brand som favner alt fra bygningsarkitektur over landskabsarkitektur til produkt- og branddesign.

Derfor går Snøhetta-direktøren også på Central Stage med lidt af en opfordring til publikum: Alle aktører i bygge- og arkitektbranchen skal kunne samarbejde og turde kaste sig ud i nye projekter.

– Betydningen af at kunne samarbejde mellem forskellige discipliner og værdisæt er helt essentiel for bæredygtighed i byggeriet. Vi kan ikke løse udfordringerne alene, siger hun og fortsætter:

– Vi er kommet langt i den bæredygtige omstilling, men ikke langt nok. Vi bevæger os dog absolut i den rigtige retning, og det vigtigste er nu, at vi tør noget mere. Vi skal turde tage nogle chancer, turde indgå partnerskaber. Vi må for alt i verden ikke stoppe op og tænke ”nu er det nok”.

De gode eksempler

Tonje Værdal Frydenlund vil på Building Green tage udgangspunkt i en række Snøhetta-projekter. Fokus kommer til at ligge på det gode samarbejde og projekternes betydning for fremtiden.

– Jeg vil efter bedste evne forsøge at inspirere publikum gennem projekt Gullhaug Torg, som er Norges første naturligt ventilerede kontor- og lejlighedskompleks med en revolutionerende lav energi-løsning for opvarmning og nedkøling. Som et godt udenlandsk eksempel vi jeg fremhæve Harvard HouseZero – en af verdens mest ambitiøse bæredygtige bygninger, siger hun.

Begge projekter viser, hvordan man kan bruge lavteknologiske løsninger til naturbaserede systemer.

– Det handler om at forstå konkrete behov blandt de, der bruger bygningerne eller omgivelserne.  Derudfra udarbejder vi løsninger, som er miljømæssigt, økonomisk og socialt rentable, slutter hun.

Fremtidens byplaner for Aarhus

Go Green With Aarhus har arrangeret 2 spændende og lærerige byvandringer på Building Green Aarhus 18. & 19. april!

For at deltage i byvandringerne, er det vigtigt at du også tilmelder dig til Building Green – gør det her!

18. april kl. 14.00 GoGreenwithAarhus byvandring: Sydhavnskvarteret – fra industriområde til urbant erhvervsområde
Tag med Aarhus Kommunes stadsarkitekt Stephen Willacy på byvandring i Sydhavnskvarteret – et af Aarhus’ mest sammensatte områder. Et område kendetegnet ved et markant kulturmiljø, der i de kommende år forvandler sig fra gammelt industriområde til urbant erhvervsområde; en tæt og mangfoldig ny bydel med plads til kunst, kulturproduktion og bevægelse, erhverv, tusindvis af nye arbejdspladser, social mangfoldighed og byliv døgnet rundt.

På vores tur kommer vi bl.a. forbi:
• Frederiks Plads – et tidligere DSB værksted og nu attraktivt byområde
• Aarhus City Tower – et af landets største lavenergibyggerier
• Kulbroen – Aarhus’ svar på New York High Line

Mødested: Go Green with Aarhus stand nr. 5.
Tilmelding er nødvendig, max 25 pladser. Tilmeld dig her!

19. april kl. 14.00 GoGreenwithAarhus byvandring: Dokk1 & visionerne for Aarhus Ø
Tag med Michael Tolstrup fra Bolig- og Projektudvikling i Aarhus Kommune på byvandring i den nye bydel ved havnen. Her kan du høre mere om helhedsplanen for de bynære havnearealer når vi bl.a. besøger udstillingscenteret ”Bylageret”, Dokk1 og skuer ud mod Aarhus Ø, som i disse år udvikler sig til en levende og mangfoldig ny bydel med boliger, erhverv, daginstitution, havnebad, teater og meget mere. Bydelen vil på sigt huse mindst 12.000 beboere og ca. 10.000 arbejdspladser – udviklingen af bydelen er dermed blandt Europas største havnefrontsprojekter. På vores tur kommer vi bl.a. forbi:
• Bylageret – få et overblik over de spændende byudviklingsprojekter omkring havneområdet i Aarhus
• Dokk1 – oplev byens Hovedbibliotek og Borgerservice, beliggende ved udmundingen af Aarhus Å
• Aarhus Ø – hør om visionerne for de bynære havnearealer

Mødested: Go Green with Aarhus stand nr. 5.
Tilmelding er nødvendig, max 25 pladser. Tilmeld dig her!

Go Green With Aarhus & Building Green ser frem til at byde dig velkommen indenfor og udenfor!

Foto: TRANSFORM + team

Countdown: Kun 2 uger til Building Green Aarhus 2018

Dørene åbnes 18. april kl. 9.00! Sørg for at være registreret og hav din QR-kode klar!

Er du endnu ikke tilmeldt Danmarks bæredygtige byggevent i Aarhus 18. & 19. april? Forhåndsregistrer dig i dag, og undgå køen i døren: Klik her!

Oplev:

– Mere end 70 udstillere

– 85+ talere

– 3 scener med oplæg og debatter begge dage

– Byvandringer arrangeret af Aarhus Kommune (Seperat tilmelding nødvendig)

– Netværk med Danmarks frontløbere i den bæredygtige byggebranche

– Rebuild Innvovation med præsentationer fra Vinterakademiet & VIA University College

Kommer du fra Sjælland/Fyn og er medlem af IDA-BYG, kan du komme gratis til Aarhus: Læs mere her!

På Building Greens hjemmeside kan du se det fulde program og læse om alle aktiviteter på eventen – Program 2018

Stjernearkitekt sætter grønt punktum ved forårets Building Green

Mette Skjold, adm. direktør i landskabs- og bynatureksperterne SLA, skyder den grønne bæredygtighedsbold helt i mål, når Building Green rammer Aarhus til april.

Under emnet ’Cities of Nature’ afrunder Mette Skjold, partner og adm. direktør i SLA, den aarhusianske udgave af Building Green til april.

Oplægget finder sted torsdag den 19. april kl. 16 på Central Stage. Mette Skjold sætter dermed grønt punktum for to inspirerende dage i Centralværkstedet, hvor de grønne toner er altoverskyggende. Det samme gælder stjernearkitektens oplæg – det handler nemlig om naturen i byplanlægningen.

– Oplægget tager udgangspunkt i vores arbejde med naturbaseret design og byudvikling. I SLA arbejder vi med alle former for uderum og de klimatiske udfordringer, vi står over for – både herhjemme og i resten af verden. Vi har oprettet en forskningsafdeling, hvilket betyder, at vores designløsninger er evidensbaserede. Den tilgang kommer jeg til at fortælle meget mere om på Building Green, forklarer hun.

Tilmeld dig her!

Opråb til branchen: Vær mere ambitiøse
SLA arbejder med naturens processer, principper og økosystemtjenester. De grønne løsninger sikrer, at det byggede og det groede vægtes ligeværdigt og tilsammen skaber fremtidens bæredygtige og leveværdige byer.

Ifølge den garvede arkitekt er den danske byggebranche nået langt, når det kommer til grøn byplanlægning. Men der er stadig lidt vej igen.

– Vi har rykket os en del i løbet af de seneste tre år. Men jeg ser desværre indimellem, at man gør, som man plejer. Man stiller ikke de nødvendige kritiske spørgsmål og forholder sig ikke til fremtidens klimaudfordringer. Vi skal være mere ambitiøse og omstillingsparate. Og så skal vi altid forsøge at løse flere udfordringer på én gang og ture tage nogle risici. Det forpligter at være et velfærdssamfund, lyder opråbet.

– Det er utrolig vigtigt, at vi skaber trygge, klimasikrede bolig- og byområder. Og det er vigtigt, at vi indtænker dette fra start i byggeprocessen. På den måde behøver vi ikke reparere på tingene bagefter – det er både dyrt og besværligt, fortsætter hun.

Gellerup som det gode eksempel
Ifølge Mette Skjold skal fremtidens bæredygtige by være mere agil og have flere grønne ambitioner. Byerne skal fremstå mere naturbaserede og være gearet til landets største klimamæssige udfordring: de stigende regnmængder. Desuden skal de bæredygtige løsninger skabe livskvalitet og social og kulturel merværdi for borgere, brugere og byer.

Et godt eksempel på et byområde, som er i fuld gang med at udvikle sig til ’fremtidens by’, er Gellerup i det vestlige Aarhus.

– I Gellerup er vi i fuld gang med et af Danmarkshistoriens største anlægsprojekter, hvor vi opfører en ny bypark til 100 millioner kroner. Formålet er at skabe tryghed og styrkede fællesskaber, hvilket kræver nogle fysisk og socialt ændrende tiltag. Vi anlægger eksempelvis en masse aktivitetsmuligheder – herunder en kunststofbane, som forlænger spillemulighederne for de unge i området, fortæller Mette Skjold.

– Der bliver også plantet en masse træer, som giver en sammenhæng i området og skaber tryghed blandt beboerne. Gellerup er et rigtig godt eksempel på et område, hvor man tager højde for de udfordringer, der er, og med naturbaserede løsninger løser disse udfordringer. Jeg glæder mig meget til at fortælle mere og vise billeder på Building Green.

Foruden Gellerup vil Mette Skjold vise eksempler fra Detroit, Paris og København. Sidstnævnte omhandler SUND Naturpark ved Panuminstituttet.

Hele programmet findes her.

Byggeriet skal kommunikere med mærker

Af Lone Bolther Rubin

Det er ikke nok at skrive ’bæredygtig’ eller ’miljørigtig’ foran navnet på et produkt, en ydelse eller en bygning. Når efterspørgslen på bæredygtighed stiger, vil efterspørgslen på dokumentation gøre det samme, og det kan mærkerne levere. 13 mærker er relevante for byggebranchen

Mærkeordninger og certificeringer er ved at blive et ’must’ for virksomheder, ikke mindst i byggeriet. Tendensen peger på, at der vil komme flere mærker frem mod 2030, og de får stadig større betydning. I takt med dette bliver det vanskeligere for useriøse virksomheder at snyde sig til en ’bæredygtig’ profil uden certificering og seriøs mærkning.

Det fremgår af en ny bog, ”MÆRK DIN FORRETNING”, der er den første håndbog af sin art om strategisk brug af mærkeordninger. Den henvender sig til produktchefer, markedsføringsansvarlige, bæredygtighedskonsulenter og ledelsen i virksomheder, som ønsker at udvikle sig i en bæredygtig retning.

36 kriterier
Forfatterne er miljøekspert Jakob Zeuthen og kommunikationsekspert Lars Ludvigsen. De har gennem de seneste godt to år udviklet en analysemodel med 36 kriterier og en vejledning til virksomheder, der ønsker at dokumentere deres arbejde inden for de fire områder miljø, sociale forhold, sundhed og økonomi. Forfatterne har arbejdet tæt sammen med nøglepersoner fra de ansvarlige mærker, virksomheder, ngo’er og konsulenter. Omkring 100 personer har medvirket til at gøre analysemodellen robust.

”Vi har syretestet vores kriterier gennem mange dialoger og har med support fra mange interessenter fastlagt en analysemodel, der kan bruges til at vurdere markedets mærkeordninger. Vi lægger kriterierne åbent frem, så alle kan efterprøve vores vurderinger”, siger Jakob Zeuthen.

Velegnet til markedsføring
På den måde er der udarbejdet et fælles sprog til at vurdere mærkerne faktuelt og bruge dem aktivt i fortællingen.

”Vi er overbeviste om, at fremtidens virksomhedskommunikation vil blive baseret på transparente, dokumenterede, tredjepartscertificerede oplysninger, altså uafhængige fakta. Her vil mærkerne spille hovedrollen,” siger Lars Ludvigsen.

Det er Annette Hastrup enig i. Hun er direktør i Vugge til Vugge ApS, der er det eneste konsulentfirma i Norden, der er godkendt til at gennemføre en certificeringsproces efter Cradle to Cradle produktstandarden. Annette Hastrup har derfor bidraget til udviklingen af bogen om mærker.

”Vi har længe manglet et værktøj, der uvildigt sammenligner værdien af de forskellige mærkningsordninger. De virksomheder, vi arbejder med, vil gerne dokumentere deres grønne profil, men de har ofte svært ved at gennemskue, hvilke mærker de vil have mest gavn af. Det bliver nemmere med denne bog,” siger Annette Hastrup.

13 mærker til byggeriet
Af de 51 mærker, der er lever op til mindstekravene om uafhængighed og tredjepartsorientering og dermed fundet værdige til at blive præsenteret i bogen, er der i alt 13 med relevans for byggeriet. Det er bl.a. de tre bygningsstandarder: DGNB, LEED og BREEAM, hvor DGNB er den mest udbredte i Danmark. Med butterfly-modellen kan man se, hvordan de tre ordninger har scoret point inden for de fire troværdighedsområder: Transparens, multistakeholder, tredjepartscertificering og relevans. Tilsvarende er deres markedsværdi vurderet på fire områder: kendskab, global, service og officiel.

Der er andre mærker, der ikke er målrettet til byggeriet, men dog relevante. Det nordiske Svanemærket, EU Ecolabel og det tyske Der Blaue Engel, er udbredte produktcertificeringer i Europa. Cradle to Cradle CertifiedTM, forkortet C2C, er en global produktstandard med holistiske kriterier inden for fem temaområder (materialesundhed, genanvendelse, brug af vedvarende energi, beskyttelse af vandressourcen og socialt ansvar). FSC og PEFC er globale mærkeordninger til træ, mens Carbon Footprint og EKOenergy kan bruges til mærkning på energiområdet. Dansk Indeklima Mærkning er relevant for produkter, der anvendes indendøre.

B Corp er et nyere globalt mærke, der vurderer virksomhedens miljømæssige og sociale performance. Noget tilsvarende tilbyder DS49001, der også har kriterier for virksomhedens samfundsmæssige ansvar. Denne ordning bruges fx af den danske mærkepioner Egetæpper, der samtidig dokumenterer produkternes bæredygtighed med Cradle to Cradle.

“Der kommer flere og flere krav fra vores kunder om, at vi skal dokumentere, hvad vores produkter indeholder. Og det gør vi rigtig godt med Cradle to Cradle,” siger Egetæppers CSR-chef Henrik Schmidt Hansen.

 

Troldtekt bruger mærkerne aktivt
Troldtekt, der producerer akustikplader i træbeton, bruger en række af mærkerne til at dokumentere deres arbejde med bæredygtighed. Det er bl.a. Der Blaue Engel, Indeklimamærket og i særdeleshed Cradle to Cradle.

”Mange påstår bæredygtighed uden at kunne dokumentere det. Cradle to Cradle giver os et internationalt stempel, der verificerer vores fortælling ikke bare om produktet, men også om vores processer og vores CSR-politik. Fra starten gav det os en masse opmærksomhed, og vi vandt priser. Nu kan vi også mærke efterspørgslen fra investorer, bygherrer og projekterende,” fortæller Troldtekts marketing- og kommunikationschef Tina Snedker Kristensen.

 

Cradle to Cradle scorer højt på troværdighed
Den nye mærkebog kan ud over at oplyse om mærkernes forskellige styrker og svagheder også medvirke til at forbedre mærkerne. Vugge til Vugge ApS hjælper Troldtekt, Egetæpper og en række andre virksomheder med at opnå og vedligeholde deres Cradle to Cradle certifikater, som ifølge bogen scorer højt på troværdighed, men knapt så højt på markedsværdi.

– Det er lidt paradoksalt, da vores kunder oplever, at certificeringen giver høj værdi og anerkendelse især blandt arkitekter. Når Cradle to Cradle alligevel ikke får så mange point på kendskabsgraden, så hænger det bl.a. sammen med, at det er et relativt ungt mærke i forhold til mange af de andre. Men det er godt for os at se i bogen, hvor vi står i forhold til de andre. Nu kan vi sætte ind på kendskabet og dermed øge markedsværdien fremadrettet, siger Annette Hastrup.

FAKTA

  • MÆRK DIN FORRETNING vurderer miljømærkerne på to hovedområder: ’troværdighed’ og ’markedsværdi’.
  • Troværdighed vurderes ud fra relevans, multistakeholder, 3. parts certificering og transparens.
  • Markedsværdi vurderes ud fra kendskabsgrad, global udbredelse, service og den officielle efterspørgsel.
  • Der er defineret i alt 36 kriterier til vurderingen inden for miljø, sociale forhold, sundhed og økonomi.
  • Cradle to Cradle-mærket er den eneste produktstandard i bogen, der har kriterier for alle fire områder.
  • Læs mere om Cradle to Cradle og se, hvordan du kan få et produkt certificeret på www.vuggetilvugge.dk.

 

Foto: En række byggematerialer er mærket med Cradle to Cradle, og producenterne bruger det aktivt i markedsføringen, som dermed bliver mere troværdig. Foto Building Green i Forum 2017.

 

Skulpturel belysning – Tom Rossau

Tom Rossau har siden 2006 specialiseret sig i skulpturel belysning til privat og projekt indretning. Virksomheden har til huse på Frederiksberg Allé i København, hvor både værksted, administration og showroom ligger under samme tag. De store vinduespartier mod et af bydelens hovedstrøg sikrer den daglige kontakt med slutbrugeren og absolut transparens omkring produktionsprocessen.

Hvordan har bæredygtighed influeret din virksomhed i de sidste 12 år?

Bæredygtighed er jo ikke et nyt fænomen i design og arkitektur, men for en 8-10 år siden opstod pludseligt et voldsomt fokus på bæredygtighed i især markedsføringen af produktdesign. Vi oplevede, at vores forhandlere havde det på en tjekliste over salgsargumenter, de gerne ville kunne give videre til deres kunder. Dengang fik vi meget positiv opmærksomhed, fordi vi allerede arbejde i træ og det passede godt ind i den aktuelle diskurs. Men jeg var også meget

påpasselig med at stemple vores produkter som bæredygtige, fordi jeg synes det er et vigtigt parameter og jeg gerne vil kunne stå 100% inde for den påstand. Og bæredygtighed var dengang – og er stadig – svært at definere i bund. I dag er bæredygtighed ikke længere et buzzword men en målsætning, som alle producenter arbejder seriøst med – og det er en enormt positiv udvikling, synes jeg. Det er en til tider svær balancegang mellem hvad der ønskeligt og hvad der er muligt og praktisk. Som producent af et færdigt produkt kan jeg stå fuldt inde for en bæredygtig fremstillingsproces. Vores lamper et håndbyggede, så vi bruger et minimum af resurser. Vi er meget omhyggelige med at reducere spild af råmaterialer og sortere vores affald – det har vi også en økonomisk interesse i; råvarepriserne er i dag så høje, at det ikke kan betale sig ikke at genanvende alt, der kan genanvendes. Det er simpel sund fornuft.

Hvad med bæredygtighed af jeres delkomponenter?

Når det kommer til råmaterialerne og de delkomponenter, som vi får udefra, bliver det lidt mere kompliceret at svare på. Det er og har altid været en kæphest for mig, at vores produktion er så geografisk tæt på os som muligt, men kvaliteten skal være i orden. Det nytter ikke noget at kunne bryste sig af et bæredygtigt produkt, der ikke holder og skal skiftes ud efter få år. Så går ligningen om det miljømæssige hensyn bare ikke op. Brugerglæden er også en faktor. I dag taler man jo også om æstetisk bæredygtighed, hvilket indebær, at produktet skal have langtidsvarig visuel appel. Det var vist det, man kaldte ’tidsløst design’ i gamle dage. Og så skal produktet selvfølgelig kunne løse sin opgave på det funktionelle plan. For os har disse faktorer tilsammen betydet, at vi i dag udbyder et sortiment i flere forskellige materialer, der har forskellig bæredygtig værdi. Til vores lamper i birketræsfinér bruger vi udelukkende finér fra en leverandør, der er FSC og PEFC COC certificeret og driver bæredygtigt skovbrug. Så lige dér er det ret lige til. En af de helt store fordele ved at bruge finér til lampeskærme er, at det opbløder lyskilden og giver et varmt og blødt lysafkast. Det har været en enorm fordel for os i forhold til de første generationer af energisparepærer, hvor farvegengivelsen fra de nye lyskilder var enormt svingende og som regel meget grønlig. Heldigvis er der jo sket enormt meget på den front i de sidste par år.

Men det er også en kendsgerning, at der slipper mindre lys igennem birkefineren end andre materialer. I en større projekt-indretning kan det betyde et behov for flere armaturer og dermed et øget energiforbrug. Derfor tilbyder vi i dag også en række andre materialer, hvor lysudbyttet er højere, eksempelvis PP folieret papir. Dét er et materiale, der diffuserer lyset med samme naturlighed som birkefineren, men med et langt højere udbytte. Og det er godt eksempel på et materiale, hvor vi er nødt til at gå lidt på kompromis med brugen af kunststoffer, simpelthen for at sikre en ordentlig holdbarhed. Det er folien der gør, at papiret er ekstremt holdbart og rengøringsvenligt, så produktet holder sig smukt i mange år frem. Lamperne i birkefiner og papir supplerer hinanden virkelig godt og kan i kombination sikre både stemningsfuld og funktionel belysning i både små og store indretningsprojekter.

Er der praktiske fordele ved bæredygtige produktion?

Ja! Vores helt store force er den fleksibilitet som håndfremstilling tillader. Vi har en standard kollektion som kører på skinner med en stabil leveringstid. Men netop fordi vi ikke skal om-kode et stort maskineri ved haste- og specialopgaver har vi mulighed for at imødekomme mange typer af opgaver med en fornuftig responstid. For eksempel bygger vi ofte oversized udgaver af vores standardsortiment til større indretningsopgaver, hvor der kan være et ønske om at skabe en zone med et særligt blikfang. Den slags opgaver er en velkommen udfordring af kreativiteten og også enormt lærerig i forhold til videre produktudvikling. Vi har også lettere ved at tilrette vores sortiment til den konstante udvikling af nye lyskilder. I dag bruger vi retrofit fatninger, E27, E14 og GU10, hvilket betyder at vi uden problemer kan bruge de ny lysteknologier. På den måde er kollektionen fremtidssikret. Og langt de fleste af vores lamper er formgivet med en vis volumen, der giver plads til den slags ikke-synlige opdateringer. Dermed er det skulpturelle formsprog, som vi er kendte for både en praktisk og en æstetisk styrke.

På Building Green Aarhus og Building Green København vil vores design være at finde i caféen.

Se alle designs på www.tomrossau.com.